Henrik Ibsens skrifter: Hærmændene paa Helgeland

Du er her:

Forsiden
Skuespill
Hærmændene paa Helgeland
1. versjon, KBK NKS 3119, 4°

Hærmændene paa Helgeland

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

Faksimile

Hærmændene paa Helgeland

Skuespil i 4 Akter

af Henr: Ibsen.

Christiania

1857

Faksimile

Hærmændene paa Helgeland.

Faksimile

Personerne

Ørnulf fra Fjordene, Landnamsmand paa Island.

Sigurd hin Stærke, Søkonge. –

Gunnar Herse, rig Bonde paa Helgeland.

Thorolf, Ørnulfs yngste Søn

Dagny, Ørnulfs Datter.

Hjørdis, hans Fosterdatter.

Kaare Bonde, en Helgelænding.

Egil, Gunnars Søn, 4 Aar gammel. –

Ørnulfs 6 ældre Sønner.

Ørnulfs og Sigurds Mænd.

Gjæster, Huskarle, Terner, fredløse Mænd: o: s: v:

Handlingen foregaar i Erik Blodøxes Tid
paa og i Nærheden af Gunnars Gaard paa Helgeland
i det nordlige Norge. –

Faksimile

Første Akt.

En høi Strand der i Baggrunden løber brat ned til
Søen. Tilvenstre et Nøst, tilhøire Fjelde og Barskov.
Masterne af to Hærskibe sees nede i Viken; Langt ude
tilhøire Skjær og høie Holmer; Søen er i stærkt Oprør,
det er Vinter med Snetykke og Storm. –

1ste Scene

Sigurd kommer op fra Skibene; han er klædt i hvid Kjortel
med Sølvbæte, blaa Kappe, Sokkebrog, laadne Sko og Staalhue,
ved Siden bærer han et kort Saxsværd. – Ørnulf viser
sig strax efter oppe mellem Fjeldene klædt i mørk
Lammeskindskjortel, med Brystplade og Beenskinner
samt laadne Sko og ulden Brog, over Skuldrene har
han en brun Vadmelskaabe med Hætten trukken over
Staalhuen saa at Ansigtet for en Deel skjules. – Han er
høi og kjæmpemæssigt bygget, med langt hvidt Skjæg, gam-
mel og lidt bøiet; væbnet er han med rundt Skjold, Sværd
og Spyd. –

Sigurd

(træder først ind, seer sig om, faar Øie paa Nøstet, gaar rask
derhen, og prøver at bryde Døren op.)

Faksimile

Ørnulf

(kommer tilsyne paa Fjeldet, studser ved at see Sigurd, synes
at gjenkjende ham, stiger ned og raaber)

Vig Marken,
Hærmand! –

Sigurd

(vender sig om, lægger Haanden paa Sværdet og svarer)

Det
var første Gang ifald jeg gjorde det. –

Ørnulf

Du skal og maa! Jeg trænger Nøstet til Nattely for
mine stivfrosne Mænd. –

Sigurd

Og jeg for en mødig Kvinde. –

Ørnulf

Mine Mænd er mere værd end dine Kvinder!

Sigurd

Saa maa Skoggangsmænd staa høit i Pris paa Helge-
land! –

Ørnulf

(hæver Spydet)

Dyrt skal du bøde for de Ord!

Faksimile

Sigurd

(drager sit Sværd)

Nu vil det gaa dig ilde, Gubbe!

(Ørnulf styrter ind paa ham, Sigurd forsvarer sig)

2den Scene

De Forrige. – Dagny og nogle af Sigurds Mænd fra Stran-
den; Ørnulfs 6 Sønner fra Fjeldene tilhøire. –

Dagny

der er lidt foran, klædt i rød Kjortel, blaa Kjortel, blaa
Kaabe og Foerværks Hætte, raaber ned til Skibene)

Op alle Sigurds Mænd! Min Husbond strides med en
Fremmed!

Ørnulfs Sønner

Til Hjælp for Gubben!

(de stige ned)

Sigurd

(til sine Mænd)

Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!

Ørnulf

(til Sønnerne)

Lad mig slaaes i Fred! (farer ind paa Sigurd) Jeg
vil see dit Blod!

Faksimile

Sigurd

See først dit eget! (saarer ham i Armen saa at Spydet
falder)

Ørnulf

Godt var det hugget, Hærmand!

Snygt du Sværdet svinger,

Hvast du veed at ramme;

Sigurd selv, hin Stærke,

Staar for dig tilskamme!

Sigurd

(smilende)

Saa er Skammen ham til Hæder!

Ørnulfs Sønner

(med et Udraab af Forundring)

Sigurd selv! Sigurd hin Stærke!

Ørnulf

Men hvassere ramte du, den Nat du rante Dagny, min
Datter!

(kaster Hætten tilbage)

Sigurd

hans Mænd

Ørnulf fra Fjordene!

Faksimile

Dagny

(glad, men dog med et Udtryk af Uro)

Min Fader og mine Brød{e}re!

Sigurd

Stil dig bag ved mig. –

Ørnulf

Det gjøres ikke Behov. (nærmer sig til Sigurd) Jeg drog
Kjendsel paa dig saa saare du kom mig for Øie, derfor
yppede jeg Strid; prøve vilde jeg om Rygtet sagde
sandt naar det nævnte dig som den djærveste Idræts-
mand i Norge. – Naa, Fred og Forlig være mellem os!

Sigurd

Bedst, ifald det saa kunde føie sig. –

Ørnulf

Der er min Haand. – Du er en ypperlig Kjæmpe; saa
ramme Hug har Ingen før skiftet med gamle Ørnulf. –

Sigurd

(ryster hans fremragte Haand)

Lad det være de sidste Sværdhug der skiftes mellem os
To. Og hermed byder jeg dig Selvdømme i den Sag der
er os imellem; er du villig til at vælge de Vilkaar?

Ørnulf

Det er jeg, og ret nu skal Tvisten jævnes. (til de Øvrige)

Faksimile

Saa gjøres da vitterligt for Alle hvad Sagen gjælder. – For
fem Vintre siden laa Sigurd og Gunnar Herse som
Vikinger paa Island og havde Fredland der den Vinter
tæt under min Gaard. – Da rante Gunnar med Vold og
Sned min Fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog
Dagny, mit eget Barn, og seilede bort med hende. – For
dette Ran dømmes du til at bøde tre Hundrede i
Sølv, og skal med det din Ufredsgjerning være sonet. –

Sigurd

Billige Kaar tykkes mig at være hvad du der byder; de tre
Hundrede skal jeg udrede og lægger til en bræmmet
Silkekaabe; det er en Kongegave fra Ædhelstand i Eng-
land og saa god som nogen Mand har baaret den paa Island. –

Dagny

Ret saa, min bolde Husbond; og Tak, du min Fader;
nu ˹først˺ er jeg freidig tilsinds. –

(hun trykker Faderens og Brødrenes Hænder og taler sagte
med dem)

Ørnulf

Saa staa da Forliget ved Magt mellem os, og skal Dagny
efter denne Tid være fuldt saa hæderlig at agte,
som var hun dig lovligt fæstet med sine Fræn-
ders Minde. –

Faksimile

Sigurd

Og paa mig kan du nu lide, som paa din egen Æt!

Ørnulf

Det tænker jeg forvist jeg kan, og vil paa Stand friste
hvor god du er mig. –

Sigurd

Rede skal du finde mig; sig frem, hvad kræver du?

Ørnulf

Din Hjælp i Raad og Daad. Jeg har stævnet hid til
Helgeland for at søge Gunnar Herse og kræve Ransbø-
der for Hjørdis. –

Sigurd

(overrasket)

Gunnar – –

Dagny

(ligesaa)

Og Hjørdis, – hvor ere de at finde?

Ørnulf

Hjemme paa Gunnars Gaard, tænker jeg. –

Sigurd

Og den ligger –?

Faksimile

Ørnulf

Ikke mange Pileskud borte; har du ikke vidst det? –

Sigurd

(med undertrykt Bevægelse)

Tilvisse, nei! Sparsomt har jeg spurgt fra Gunnar si-
den vi sidst seilede fra Island sammen. – Vidt foer
jeg i Viking og tjente mange Konger udenlands
medens Gunnar sad hjemme. – Hid under Land
kom jeg idag i Lysningen, fordreven af Uveiret; at
Gunnar havde sin Fædrenegaard her nordpaa var
mig nok vitterligt, men – –

Dagny

(til Ørnulf)

Og i det Ærinde foer du hjemmefra?

Ørnulf

Saa er det. (til Sigurd) At vi To mødtes har været et Værk
af de Vældige deroppe; de vilde det saa. – Havde jeg tænkt
paa at søge dig, saa vidste jeg lidet hvor du var at
finde. –

Sigurd

(tankefuld)

Vel sandt, vel sandt! – Men nu den Sag med Gunnar; sig
mig, Ørnulf, tænker du at drive den stærkt, – – af al
Formue, – baade med Godt og Ondt?

Faksimile

Ørnulf

Det maa jeg gjøre! Hør til Sigurd, hvad jeg vil sige dig. –
Isommer red jeg tilthings og der vare mange hæderlige
Mænd tilstede. – Da Thingdagene vare tilende sad jeg i
Boden og drak sammen med mine Herredsmænd
og saa kom Kvinderanet paa Tale; haanlige Ord maat-
te jeg høre fordi jeg lod den Tort sidde uhævnet
paa mig saa lang en Tid. – Da blev jeg vred, svor at
fare til Norge, søge Gunnar og kræve Bod eller
Hævn for Ranet og aldrig fare hjem til Island igjen
før jeg havde vidst at fremme min Sag. –

Sigurd

Ja, ja, staar det saa, da skjønner jeg nok at Sagen maa
drives stærkt ifald det trænges om. –

Ørnulf

Det maa den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gun-
nar er mig nævnt som en hæderlig Mand. – Glad er jeg
ogsaa at jeg foer i denne Færd; Tiden faldt mig
lang paa Island tilslut; derude paa de blaa Vande
var jeg bleven gammel og graa, det bares mig for
som jeg maatte ud paa dem og engang til førend
jeg, – naa {d}ja –; Bergthora, min gode Hustru,
var jo død for længe siden, mine ældste Sønner
fore hver Sommer i Viking, og da nu Thorolf
voxte til –

Faksimile

<...>

Faksimile

Dagny

(glad)

Thorolf er med? Hvor er han?

Ørnulf

Ude paa Skibet. (peger mod Baggrunden tilhøire) Der
skal du see en Gut; stor og stærk og fager er han
bleven siden du sad hjemme. – Det vil blive en
ypperlig Idrætsmand, Sigurd; han vil komme til
at ligne dig. –

Dagny

(smilende)

Det er nu som før, skjønner jeg; stedse stod Thorolf
dit Hjerte nærmest. –

Ørnulf

Han er den Yngste og sin Moder lig, deraf kommer
det. –

Sigurd

Men sig mig nu, – dit Ærinde hos Gunnar Herse. –
tænker du alt idag –?

Ørnulf

Heller idag end imorgen. – Med rimelige Bøder skal
jeg være fornøiet; vægrer Gunnar sig ved sligt
Forlig, saa faar han friste de Kaar som føl-
ger paa. –

Faksimile

3die Scene

De Forrige. Kaare Bonde kommer ilsomt ind
fra Høire; han er klædt i graa Vadmelskofte og sid
Filthat; i Haanden holder han en afbrudt Gjerdestav. –

Kaare

Godt Møde, Hærmænd!

Ørnulf

Hærmænds Møde skattes sjelden godt.

Kaare

Ere I hæderlige Mænd, saa tilsiger I mig Fred iblandt
jer; Gunnar Herses Husfolk staa mig efter Livet!

Ørnulf

Gunnar Herse!

Sigurd

Saa har du øvet Ondt imod ham! –

Kaare

Min Ret har jeg øvet. – Vi holdt Udgangskvæg sammen
paa en Holme tæt under Land; Gunnars Folk tog
mine bedste Oxer bort, og en af Mændene skjældte
mig for en Træl; saa bar jeg Vaaben paa ham og fældte
ham. –

Ørnulf

Det var lovlig Gjerning. –

Faksimile

Kaare

Men nu imorges kom hans Karle mod mig med Ufred;
Lykken var mig god, saa jeg blev varslet i Tide og slap
bort; dog, stakket Frist kan jeg vente, for mine Avinds-
mænd lede om mig. –

Sigurd

Lidet kan jeg tro dig, Bonde! I fordums Tid kjendte jeg
Gunnar saa godt som mig selv, og det veed jeg: aldrig
øvede han Uskjæl mod fredelig Mand. –

Kaare

Gunnar har ingen Deel i al den Ufærd, han er søn-
derpaa Landet; nei, det er Hjørdis, hans Hustru – –

Dagny

Hjørdis!

Ørnulf

(mumlende)

Ja ja, det kunde ligne hende!

Kaare

Gunnar bød jeg Bod for Træ{tt} ˹ll˺en, og den var han villig
til at tage, men saa kom Hjørdis til, æggede sin
Husbond med mange haanlige Ord og hindrede For-
liget; siden drog Gunnar sørpaa, og imorges – –

Faksimile

Sigurd

(seer ud tilvenstre)

Der kommer veifarende Mænd nordefter, er det ikke –?

Kaare

Det er Gunnar Herse selv!

Ørnulf

Vær du trøstig, jeg tænker nok jeg skal faa jer forligte. –

4de Scene

De Forrige. Gunnar Herse, med nogle Mænd, kom̅er
fra Venstre. – Han er klædt i Husdragt, brun Kjortel,
Sokkebrog, blaa Kappe og bred Hat, af Vaaben har han
kun en liden Haandøxe. –

Gunnar

(standser forundret og uvis ved Synet af de Forsamlede)

Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt –!

Ørnulf

Der seer du ret nok. –

Gunnar

(træder nærmere)

Nu da, hil og sæl paa min Grund ifald du kommer
med Fred. –

Ørnulf

Vi du som jeg, saa skal ingen Ufred øves. –

Faksimile

Sigurd

(nærmer sig)

Vel mødt Gunnar!

Gunnar

(glad)

Sigurd – Fosterbroder! (ryster hans Haand) Ja er du
med, da veed jeg vist at Ørnulf kommer med Fred. –
(til Ørnulf) Ræk mig Haanden, Gubbe! Hvad Ærinde
du har her nordpaa er ikke svært at skjønne; det gjæl-
der Hjørdis, din Fosterdatter. –

Ørnulf

Som du siger; stor Tort voldtes mig da du foer med
hende fra Island uden at søge mit Minde. –

Gunnar

Du kommer me{t} ˹d˺ Ret og Skjæl; har Svenden flængt
saa faar Manden flikke. – Længe har jeg ventet dig,
Ørnulf, for den Sags Skyld, og kan Bøder gjøre det,
saa skal vi snart forliges. –

Ørnulf ˹Sigurd˺

˹.˺

Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig. –

Gunnar

(med Varme)

Det maa du, Gubbe; skulde du værdsætte hende som det
bør sig, da vilde ikke alt mit Gods forslaa!

Faksimile

Ørnulf

Jeg skal rette mig efter Lov og Vedtægt, det kan du
lide paa. – Men nu en anden Sag; (peger paa Kaare)
seer du den Mand der?

Gunnar

Kaare Bonde! (til Ørnulf) Du veed da der er Ufred
mellem os?

Ørnulf

Dine Mænd har ranet hans Kvæg, og for Ran bør
bødes. –

Gunnar

For Drab ligesaa; han har dræbt min Træl. –

Kaare

Fordi han haanede mig. –

Gunnar

Jeg har sagt mig rede til Forlig. –

Kaare

Men det havde ikke Hjørdis Sind til, og imorges,
mens du var borte, faldt hun over mig og
staar mig nu efter Livet. –

Gunnar

(opbragt)

Er det sandt du siger; har hun –?

Faksimile

Kaare

Hvert Ord er sandt.

Ørnulf

Derfor bad Bonden om min Bistand og den skal
være ham sikkret. –

Gunnar

(efter et Øiebliks Betænkning)

Hæderligt har du handlet mog mig, Ørnulf; det er
derfor billigt at jeg føier mig efter din Vil{je}lie. –
Hør mig, Kaare Bonde, jeg er villig til at lade
Trællens Drab og al den Ulempe, der er voldt dig,
gaa op mod hinanden. –

Kaare

(rækker Gunnar Haanden)

Det er gode Kaar; dem tager jeg imod.

Ørnulf

Og Fred skal han have for dig og dine?

Gunnar

Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes. –

Ørnulf ˹Sigurd˺

˹.˺
(peger ud tilhøire)

See der!

Faksimile

Gunnar

(misfornøiet)

Det er Hjørdis!

Ørnulf

Med væbnede Mænd Karle!

Kaare

Hun søger mig!

5te Scene

De Forrige. Hjørdis med en Flok Huskarle. Hun
er sortklædt, i Kjortel, Kaabe og Hætte. – Karlene
ere væbnede med Sværd og Øxer, selv bærer hun
et let Spyd i Haanden.

Hjørdis

(standser ved Indgangen)

Mandstærke mødes vi her, som det lader!

Dagny

(iler hende imøde)

Hil og sæl, Hjørdis!

Hjørdis

(koldt)

Tak. – Jeg har alt spurgt at du ikke var langt
borte. – (træder nærmere idet hun kaster et skarpt
Blik over de Forsamlede) Gunnar og – Kaare,

Faksimile

min Avindsmand, Ørnulf og hans Sønner og –
(idet hun faar Øie paa Sigurd farer hun næsten
umærkeligt sammen, tier lidt, men fatter
sig og siger) Nu, mange seer jeg her, som jeg
drager Kjendsel paa, – men ikke veed jeg hvem
der er mig bedst sindet. –

Ørnulf

Vel nok sindet ere vi dig alle.

Hjørdis

Hvis saa er, da vil du ikke nægte at give Kaare i
min Husbonds Vold. –

Ørnulf

Det gjøres ikke behov.

Gunnar

Der er nu Fred og Forlig mellem os. –

Hjørdis

(med undertrykt Spot)

Forlig? Nu ja, jeg veed du er en klog Mand, Gunnar!
Kaare har truffet mandstærke Venner, og saa skjønner
jeg nok det tyktes dig tryggest –

Gunnar

Det nytter lidet at ægge mig med Haanord. –

Faksimile

(med Vægt) Kaare har Fred for os. –

Hjørdis

(tvinger sig)

Godt og vel; har du tilsagt ham Fred saa maa
Løftet holdes. –

Gunnar

(stærkt, men dog uden Hæftighed)

Det maa det og det skal det!

Ørnulf

(til Hjørdis)

Og der blev saa halvveis sluttet et Forlig til før
du kom.

Hjørdis

(skarpt)

Mellem dig og Gunnar?

Ørnulf

(nikker)

Det gjaldt dig.

Hjørdis

Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger
jeg dig, min Fosterfader, aldrig skal det spørges
at Gunnar Herse lod sig skræmme fordi du kom

Faksimile

med Vaabenfolk til Landet; var du kommen
som enlig, veifarende Mand i vor Stue, saa
kunde Tvisten lettere jevnes. –

Gunnar

Ørnulf og hans Sønner komme med Fred. –

Hjørdis

Kan saa være, men paa andet Sæt vil det lyde i
Folkemunde, og du selv, Gunnar, stolede nok
ikke saa stærkt paa Freden igaar da du skik-
kede Egil, vor Søn, sørpaa saasnart det spurgtes
at Ørnulf laa i Fjorden med Hærskib. –

Sigurd

(til Gunnar)

Du har skikket din Søn sørpaa?

Hjørdis

Ja for at han kunde være tryg ifald Ørnulf
faldt over os. –

Ørnulf

Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad
Gunnar har gjort turde være klog Mands Gjer-
ning saafremt du hindrer Forliget. –

Hjørdis

Lykken raader for Livet. – Lad times hvad der

Faksimile

vil; men heller vil jeg falde, end frelse Livet
ved feigt Forlig. –

Dagny

Sigurd giver Bod og vil ikke kaldes ringere Mand
for det. –

Hjørdis

Sigurd maa 3 bedst 2 vide 1 selv hvad hans Hæder kan
taale. –

Sigurd

Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes. –

Hjørdis

Sigurd er en navnkundig Drabsmand, men djær-
vere Daad øvede Gunnar da han dræbte Hvid-
bjørnen udenfor mit Bur. –

Gunnar

(med et forlegent Blik paa Sigurd)

Ja, ja, lad det saa være!

Ørnulf

Vel sandt, det er den djærveste Daad nogen Mand
har øvet paa Island, og derfor – –

Sigurd

Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden

Faksimile

at kaldes ræd.

Hjørdis

Skal Bod gives, saa skal og Bod kræves. – Gunnar,
du drages til Minde hvad du engang har lovet! –

Gunnar

Ilde betænkt var det Løfte; kræver du at det skal
holdes?

Hjørdis

Holdes skal det ifald vi to skal leve under Tag
sammen efter denne Dag. – Saa viid da, Ørnulf,
skal Bod gives for din Fosterdatters Ran, saa
skal du ogsaa bøde fordi du dræbte Jøkul, min
Fader, og tog alt hans Gods og Eie. –

Ørnulf

Jøkul faldt i ærlig Holmgang; værre Tort gjorde
dine Frænder mig da de skikkede dig ukjendt
til Island og fik mig til at knæsætte dig. –

Hjørdis

Hæder og ingen Tort havde du af at fostre
Jøkuls Datter. –

Ørnulf

Idel Ufred har jeg havt deraf, det veed jeg. –

Faksimile

Hjørdis

Værre Ufred tør times dig nu, ifald – –

Ørnulf

Ikke kom jeg hid for at kives med Kvinder! Gun-
nar, hør nu mit sidste Ord; er du villig til
at bøde for Kvinderanet?

Hjørdis

(til Gunnar)

Kom det ihu, som du har lovet!

Gunnar

(til Ørnulf)

Du hører jeg har gjort et Løfte og det maa jeg – –

Ørnulf

(forbittret)

Nok, nok! Aldrig skal det siges mig paa at jeg gav
Bod for ærligt Drab!

Hjørdis

(med Kraft)

Saa trodser vi dig og dine!

Ørnulf

(med stigende Vrede)

Og hvem har Ret til at kræve Bod for Jøkul?
Hvor findes hans Frænder? Ingen af dem ere

Faksimile

ilive! Hvo er hans lovlige Eftermaalsmand?

Hjørdis

Det er Gunnar paa mine Vegne!

Ørnulf

Gunnar! Ja var du fæstet til ham med din
Fosterfaders Samtykke, eller havde han bødet for
Ranet, saa var han lovlig Eftermaalsmand, men –

Dagny

(angst og bønlig)

Fader, Fader!

Sigurd

(hurtigt)

Tal ikke ud!

Ørnulf

(med hævet Stemme)

Jo, høit skal det siges! Hærtagen Kvinde har
ingen lovlig Husbond!

Gunnar

(med Hæftighed)

Ørnulf!

Hjørdis

(i vildt Udbrud)

Forhaanet! Beskjæmmet! (med dirrende

Faksimile

Stemme) Det – det skal du komme til at angre!

Ørnulf

(vedblivende)

Hærtagen Kvinde er kun at agte som Frilleviv
efter Loven! Vil du vinde hæderligere Kaar,
saa maa du – –

Hjørdis

(tvinger sig)

Nei, Ørnulf, bedre veed jeg hvad der skikker
sig. – Er jeg kun at agte for Gunnars Frille, –
godt og vel, saa maa han hædre sig med Daad, –
hædre sig {h}saa høit med Daad at mine Kaar
ingen Skam volde mig! Og vogt dig nu, Ørnulf;
her skilles vore Veie, men Vaaben skal jeg lade
bære paa dig og dine saa tidt det saa kan føie
sig, utryg skal du være baade paa Liv og Lem-
mer og det skal hver og En som – (med et hvast
Blik til Kaare) – Kaare Bonde! Nu ja, Ørnulf
tog sig af din Sag, og der er Fred mellem os, men
ikke vil jeg raade dig til at komme hjem
med det Første; den Dræbte har mange Hæv-
nere og let kunde det hænde sig at – ja, nu
har jeg varet dig for Faren, bær saa hvad der

Faksimile

følger paa. – Kom, Gunnar, ruste os maa vi
nu. – En berømmelig Daad har du øvet paa
Island, men større Daad maa her øves ifald
ikke din – din Frille skal skamme sig over
dig og over sig selv!

Gunnar

Vær sindig, ˹H˺ G jørdis; usømmeligt er det at tee sig
saa!

Dagny

(bedende)

Bliv, Fostersøster, – bliv; jeg vil tale min Fader
tilrette!

Hjørdis

(uden at høre paa hende)

Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spaaet
at jeg skulde friste Livet som en ussel Frilleviv;
men skal jeg bære dette Liv og denne Skjændsel, –
bære det en eneste Dag længere, saa maa min
Husbond øve noget – Noget, som gjør ham
navnkundigere end alle andre Mænd!

(gaar ud tilhøire)

Gunnar

(dæmpet)

Sigurd, Et maa du love; vi tales vel før du

Faksimile

farer fra Landet. –

(gaar med sine Mænd tilhøire)

6te Scene

De Forrige undtagen Gunnar og Hjørdis. –
Uveiret er under det Foregaaende ophørt. –
Middagssolen sees som en rød Skive dybt nede
ved Havranden. –

Ørnulf

(truende)

Dyr skal den Færd blive dig Fosterdatter! –

Dagny

Fader, Fader! Du har da ikke Ondt isinde. –

Ørnulf

Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere
end Bøder til mellem { <...> }mig og Gunnar!

Sigurd

Hvad agter du at gjøre?

Ørnulf

Det veed jeg ikke; men langveis skal
det spørges at Ørnulf fra Fjordene har
gjæstet Gunnar Herse!

Faksimile

Sigurd

(med rolig Fasthed)

Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære Vaa-
ben paa ham skal du aldrig saalænge jeg er ilive!

Ørnulf

Ikke det! Om jeg nu saa vil det!

Sigurd

Ei skal det skee, – end ikke om du saa vil det. –

Ørnulf

(hæftigt)

Godt! hold du sammen med mine Uvenner, jeg
drister mig endda til at gaa mod jer alle!

Sigurd

Hør mig vel, Ørnulf; den Dag skal ikke leve da
vi to strides sammen; hæderligt Forlig er der
mellem os, Dagny er mig kjærere end Vaaben og
Guld og aldrig skal jeg glemme at du er hendes
nærmeste Frænde. –

Ørnulf

Det ventede jeg af dig, djærve Sigurd!

Sigurd

Men Gunnar er min Fosterbroder; Fred og Ven-

Faksimile

skab har vi svoret hinanden. – Baade i Strid og
i fredsomme Kaar har vi fristet Lykken tilhobe
og han er mig kjærest af alle Mænd; – Hærfærd hu-
er ham ikke, saa bold han end er; – nu godt, mig
kjende I alle, om mig vide I at jeg ikke ræddes for
Ufred, men her staar jeg frem, Ørnulf, og beder
om Forlig for Gunnar. Gjør mig til Villie i
denne Sag!

Ørnulf

Det kan jeg ikke; jeg maatte jo gaa til Spot for alle
Kjæmper ifald jeg foer tomhændet til Island.

Sigurd

Tomhændet skal du ikke fare. Her i Viken ligge
mine to Langskibe med alt det Gods, jeg har
vundet i Viking; der findes mange kostelige
Kongegaver, Kister med gode Vaaben og andet
ypperligt Løsøre; tag du det ene Skib, vælg
det du tykkes bedst om, det skal være dit med
alt hvad som findes ombord, – lad det være Bod
for Hjørdis og lad Gunnar fare med Fred. –

Ørnulf

Brave Sigurd, det vil du gjøre for Gunnar!

Faksimile

Sigurd

For en fuldtro Ven kan ingen Mand gjøre formeget.

Ørnulf

Give dit halve Gods og Eie!

Sigurd

(indstændigt)

Tag det Hele, begge mine Skibe, alt hvad der er mit
og lad mig fare med dig til Island som den
fattigste Mand i dit Følge; hvad jeg giver kan jeg
vinde ind igjen, men øver du Hærværk mod
Gunnar, saa bliver jeg aldrig glad mere. – Nu
Ørnulf, hvad svarer du?

Ørnulf

(betænker sig)

To gode Langskibe, Vaaben og Løsøre, – af Gods faar
ingen Mand formeget, men – (hæftigt) nei, nei, –
Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt
var det, om jeg tog din Eiendom!

Sigurd

Men hør dog først –

Ørnulf

Nei, siger jeg! Selv maa jeg fremme min Ret, lad
saa Lykken raade. –

Kaare

(træder nærmere)

Vennesæle Raad er det Sigurd giver, men vil du fremme

Faksimile

din Ret efter bedste Evne, saa kan jeg raade bedre. –
Regn aldrig paa Bøder saalænge Hjørdis har noget at
sige; men Hævn kan du faa ifald du vil lyde mig. –

Ørnulf

Hævn? Hvad raader du da til?

Sigurd

Til Ondt, det seer jeg nok!

Dagny

(til Ørnulf)

Hør ikke paa ham!

Kaare

Hjørdis har sagt mig fredløs, med List vil hun staa
mig efter Livet; lover du at værge mig siden,
saa vil jeg inat gaa til Gunnars Gaard og brænde
Folkene inde. – Er det efter dit Sind?

Sigurd

Niding!

Ørnulf

(roligt)

Efter mit Sind? Veed du, Kaare, hvad der er ˹bedre˺ ef-
ter mit Sind? (tordnende) At hugge Næse og Øren
af dig, du usle Træl! Lidet kjender du gamle
Ørnulf ifald du mener at han vil være halvt
om slig Skjændselsgjerning. –

Faksimile

Kaare

(der er vegen tilbage)

Falder 2 du 1 ikke over Gunnar, saa falder han over dig!

Ørnulf

Det har jeg Næver og Vaaben til at hindre. –

Sigurd

(til Kaare)

Og nu, bort fra os! Hæderlige Mænd har Skam af
dit Samkvem!

Kaare

(ved Udgangen)

Ja ja, jeg faar da værge mig selv saa godt jeg kan;
men det siger jeg: angre vil I om I fare frem med
Lempe; jeg kjender Hjørdis, – og skal vel vide at ramme
hende!

(gaar ned til Søen)

7de Scene

De Forrige undtagen Kaare Bonde.

Dagny

Han pønser paa Hævn. – Sigurd, det maa hindres!

Ørnulf

(forbittret)

Aa, lad ham gjøre hvad ham lyster, hun er ikke
bedre værd!

Dagny

Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret

Faksimile

hende. –

Ørnulf

Usalig var den Time jeg tog hende under mit Tag;
det begynder at gaa som Jøkul sagde. –

Sigurd

Jøkul?

Ørnulf

Jøkul, hendes Fader. – Da jeg gav ham Banehug-
get, faldt han flad ned paa Græsvolden, saa paa
mig og kvad:

Jøkuls Æt skal Jøkuls Bane

Volde Vee paa alle Veie;

Hvo der eier Jøkuls Skatte

Skal ei glædes ved sit Eie!

Da han saa havde kvædet taug han stille en
Stund og lo, og derpaa døde han. –

Sigurd

Det skal du lidet agte. –

Ørnulf

Ja ja, hvem veed! Der gaar et sikkert Sagn om at
Jøkul engang gav sine Børn et Ulvehjerte at
æde, saa at de bleve gramme i Hu; Hjørdis har
forvist faaet sin Deel, det kjendes paa hende. –

Faksimile

(standser ved at see ud til Høire) Gunnar! Skal vi
To stedes til Møde igjen!

8de Scene

De Forrige. Gunnar Herse fra Høire.

Gunnar

Ja, Ørnulf, du faar tænke om mig hvad du vil; men
jeg kan ikke skilles fra dig som din Uven. –

Ørnulf

Hvad er din Agt?

Gunnar

At række dig Haanden til Fred før du reiser. – Hører
mig Alle; følger mig hjem og bliver som Gjæster
hos mig saalænge det lyster eder. – Paa Soverum
og Gildekost skorter det ikke og om vor Tvist skal
hverken tales idag eller imorgen. –

Sigurd

Men Hjørdis –?

Gunnar

Føier sig efter min Villie; hun skiftede Sind
paa Hjemveien og mente som jeg, at vi nok kun-
de forliges ifald I vilde gjæste os. –

Dagny

Ja, ja; saa maa det være!

Faksimile

Sigurd

(tvivlraadig)

Men jeg veed dog ikke om –

Dagny

Gunnar er din Fosterbroder; forsandt, jeg maatte
kjende dig ilde ifald du vægrer dig. –

Gunnar

(til Sigurd)

Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du
vil ikke dennegang være mig imod!

Dagny

Og at fare fra Landet medens Hjørdis sidder med
Had igjen; nei, nei, det maa vi ikke!

Gunnar

Stor Uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjordt
godt igjen faar jeg ikke Fred for mig selv. –

Sigurd

(hæftigt)

Alt andet kan jeg gjøre for dig, Gunnar, kun ikke
at blive her! (fatter sig) Jeg er Kong Ædhel-
stands haandgangne Mand, og jeg maa til ham
i England endnu i Vinter. –

Dagny

Men det kan du jo lige godt!

Faksimile

Gunnar

Ingen veed hvad Lod Mænd kan møde, kanhænde,
Sigurd at det er sidste Gang vi træffes, og angre vil du
da at du ikke var mig hjælpsom i det Længste. –

Dagny

Og sent vil du see mig glad, hvis du seiler bort
idag.

Sigurd

(bestemt)

Vel, lad saa være! Det skal skee som I ønske, end-
skjøndt – dog, nu staar det fast, der er min Haand;
jeg bliver her og skal gjæste dig og Hjørdis. –

Gunnar

(ryster hans Haand)

Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. – Og du, Ørnulf,
du siger som han?

Ørnulf

(tvær)

Jeg skal tænke paa det; bittert har Hjørdis
krænket mig, – idag vil jeg ikke svare. –

Gunnar

Ja ja, gamle Kjæmpe, Sigurd og Dagny vil nok
vide at glatte din Pande. – Nu bereder jeg
Gildet, farer med Fred saalænge, og vel mødt
i min Hal!

(gaar ud tilhøire)

Faksimile

9de Scene

De Forrige undtagen Gunnar; senere Thorolf
fra Høire. –

Sigurd

(for sig selv)

Hjørdis har skiftet Sind, sagde han! Da kjender han
hende lidet; snarere maa jeg tro at hun pønser
paa – – – (afbryder og vender sig til Mændene) Nu,
følger mig Alle til Skibene; gode Gaver vil jeg vælge
for Gunnar og hans Husfolk. –

Dagny

Gaver af det Bedste vi eie. – Og du, min Fader, – ja
du faar ikke Fred for mig før du føier {m}dig. –

(Hun gaar med Sigurd og Mændene ned til
Søen i Baggrunden)

Ørnulf

Føier mig? Ja, havde Gunnar ingen Kvindfolk
i Huset, saa – ha, vidste jeg ret at ramme hende!
Thorolf, kommer du hid!

Thorolf

(der rask er traadt ind)

Som du seer! Er det sandt der spørges, har du
været til Møde med Gunnar Herse?

Faksimile

Ørnulf

Ja!

Thorolf

Og har nu Strid med ham?

Ørnulf

Hm, idetmindste med Hjørdis. –

Thorolf

Saa vær trøstig; nu faar du Hævn!

Ørnulf

Hævn? Hvem hævner mig?

Thorolf

Hør kun; jeg stod paa Skibet, da kom en Mand
løbende med en Stav i Haanden og raabte:
«Hører du til Ørnulfs Hærskib, saa hils ham
fra Kaare Bonde og sig at nu tager jeg Hævn
for os Begge.» – Derpaa gik han i en Baad og roede
bort idet han sagde: «Tyve fredløse Mænd ligge
i Fjorden; med dem gaar jeg sørpaa, og inden
Kveldstid skal ikke Hjørdis have nogen Afkom
at rose sig af.» –

Ørnulf

Det sagde han! Ha, ha, nu skjønner jeg; Gunnar har
skikket sin Søn bort, Kaare ligger i Ufred med ham –

Faksimile

Thorolf

Og nu roer han efter og dræber Gutten!

Ørnulf

(rask besluttet)

Afsted Alle; det Bytte vil vi strides om!

Thorolf

Hvad har du isinde?

Ørnulf

Lad mig om det; det skal blive mig og ikke Kaare
som tager Hævn!

Thorolf

Jeg gaar med dig!

Ørnulf

Nei, du følger Sigurd og din Søster til Gunnars
Gaard. –

Thorolf

Sigurd? Er han her i Landet?

Ørnulf

Der seer du hans Hærskibe; vi ere forligte, – du
følger ham.

Thorolf

Til dine Uvenner?

Ørnulf

Gaa du kun til Gildet. – Nu skal Hjørdis lære

Faksimile

gamle Ørnulf at kjende! Men hør, Thorolf, for
Ingen nævner du det jeg nu har isinde; hører du,
for Ingen!

Thorolf

Det lover jeg. –

Ørnulf

(tager hans Haand og seer kjærligt paa ham)

Farvel da, min vakre Gut; tee dig høvisk i Gildehuset
saa jeg har Hæder af dig. – Unødig Tale skal du ikke
føre, men det du mæler skal være hvast som en
Sværdsæg. – Vær vennesæl saalænge Godt vises dig,
men ægges du, da skal du ikke tie dertil. – Drik
ikke Mere end du kan bære, men viis heller ikke
Hornet fra dig naar det bydes med Maade, paa det
at du ikke skal holdes for en Kvindekarl. –

Thorolf

Nei, vær du tryg!

Ørnulf

Saa, gaa nu til Gildet i Gunnars Gaard. – Jeg
kommer ogsaa til Gilde og det paa den Viis
som mindst ventes. – (muntert til de Andre)
Afsted Ulvunger; slib jeres Tænder, – nu
skal I faa Blod at drikke!

(Han gaar med de ældre Sønner tilhøire i Baggrunden)

Faksimile

10de Scene

Thorolf. Sigurd og Dagny komme i prægtige {S} ˹G˺il-
{ k } ˹d˺eklæder fra Stranden fulgte af to Mænd der bære
en Kiste; Mændene gaa straks tilbage igjen. –

Thorolf

(seer efter Faderen)

Nu farer de Alle ud for at slaaes, og jeg maa ikke
gaa med; det er tungt at være den Yngste i Ætten. –
Dagny, hil og sæl dig, Søster min!

Dagny

Thorolf! Alle gode Vætter, – du er jo bleven voxen!

Thorolf

Nu ja, i fem Aar skulde jeg vel mene –

Dagny

Ja ja, du siger sandt.

Sigurd

(rækker ham Haanden)

I dig faar Ørnulf en rask Svend hvis jeg ikke
feiler.

Thorolf

Vilde han bare prøve mig, saa – –

Dagny

(smilende)

Men han sparer dig mere end du har Sind til;

Faksimile

jeg mindes nok, han har dig fast altfor kjær. –

Sigurd

Hvor gik han hen?

Thorolf

Ned til Skibet; – afsted nu, han kommer siden!

Sigurd

Jeg venter paa mine Mænd, de bringe Varer op
og fæste Skibene. –

Thorolf

Der maa jeg hjælpe til!

(gaar ned til Søen)

11te Scene

Sigurd og Dagny. – Tilsidst Thorolf og Si-
gurds Mænd. –

Sigurd

(efter en kort Betænkning)

Dagny, min Hustru, nu ere vi i Enrum; jeg
har Ting at sige dig, som ikke længer maa dølges. –

Dagny

(forundret)

Hvad mener du?

Faksimile

Sigurd

Farlig tør den blive, denne Færd til Gunnars Gaard. –

Dagny

Farlig? Tænker du at Gunnar –

Sigurd

Gunnar er bold og brav; nei, nei – men bedre var
det ifald jeg havde faret herfra uden at gjæste
ham. –

Dagny

Du gjør mig ræd! Sigurd, hvad er det?

Sigurd

Svar mig først paa Et – den Guldring, som jeg engang
gav dig, hvor har du den?

Dagny

(viser den frem)

Her om Armen; du bød mig bære den. –

Sigurd

Kast den paa Havets Bund, saa dybt at den aldrig
findes; thi den kan blive mange Mænds Bane! –

Dagny

Ringen!

Sigurd

(dæmpet)

Den Kveld da Kvinderanet gik for sig hos din Fa-

Faksimile

der, – du mindes vel –

Dagny

Om jeg mindes!

Sigurd

Det er om det jeg vil tale. –

Dagny

(spændt)

Hvad er det; siig frem!

Sigurd

Du veed der havde været Gilde; tidligt gik du til
Sovestuen, men Hjørdis blev siddende ved Drikke-
bordet mellem Mændene. – Flittigt gik Hornet
rundt og allehaande stærke Løfter bleve svorne. –
Jeg svoer at føre en fager Mø fra Island naar
jeg reiste; Gunnar svoer det samme som jeg
og gav Drikken til Hjørdis. – Da tog hun ved Hor-
net, stod op og gjorde det Løfte, at ingen Kjæmpe
skulde eie hende til Viv undtagen den, som
gik til hendes Bur, dræbte Hvidbjørnen, som
der stod bunden ved Døren, og bar hende bort
paa sine Arme. –

Dagny

Ja, ja, det veed jeg! –

Faksimile

Sigurd

Men Alle mente de at det var ugjørligt, thi Bjør-
nen var det vildeste Udyr, Ingen uden Hjørdis
kunde komme den nær og den havde tyve Mænds
Styrke. –

Dagny

Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig
over alle Lande for den Daad. –

Sigurd

(dæmpet)

Det blev han, – men – jeg øvede Daaden!

Dagny

(med et Udraab)

Du!

Sigurd

Da Mændene gik fra Gildestuen bad Gunnar
mig følge med til Enetale i Soverummet. –
Da sagde han: Hjørdis er mig ˹kjærere˺ end alle Kvinder,
jeg kan ikke leve uden hende.» Jeg svarede ham:
Saa gaa til hendes Bur; du veed de Vilkaar
hun har sat.» – Men han sagde: «Kvindekjær
Mand skatter Livet høit; uvist blev Udfaldet
om jeg gik mod Bjørnen, og jeg ræddes for at
lade Livet nu; thi saa mistede jeg Hjørdis med.»

Faksimile

Længe talte vi sammen, og Enden blev at Gunnar
gjorde sit Skib rede, men jeg drog mit Sværd, tog
Gunnars Hærklæder paa og gik til Buret. –

Dagny

(med stolt Glæde)

Og du – du blev Bjørnens Bane!

Sigurd

Det blev jeg. – I Buret var mørkt, som under Rav-
nens Vinger; ˹H˺ G jørdis mente det var Gunnar, som
sad hos hende, – heed var hun af Mjøden, – hun
drog en Ring af sin Arm og gav mig, – det er den
du nu bærer. –

Dagny

(nølende)

Og du blev Natten over i Buret hos Hjørdis?

Sigurd

Mit Sværd laa draget mellem os. (kort Ophold)
Før Dagen gryede bar jeg Hjørdis til Gunnars
Skib; vor List mærkede hun ikke, og han sei-
lede bort med hende. – Derpaa gik jeg til din
Sovestue og fandt dig der blandt dine Kvinder;
nu, – hvad siden fulgte, det veed du, jeg foer
Island med en fager Mø, som jeg havde svoret,
og du har siden trofast fulgt mig hvor jeg stævnede hen. –

Faksimile

Dagny

(i Bevægelse)

Bolde Husbond! Du øvede hin Stordaad; – o, det
burde jeg tænkt; – Ingen uden du, var dertil istand!
Hjørdis, denne stolte og ypperlige Kvinde, kunde du
vundet, og kaarede dog mig! Tifold kjærere maatte
du være mig nu, ifald du ikke alt var mig det
kjæreste i Verden!

Sigurd

Dagny, min gode Hustru, nu veed du Alt –
hvad som trænges. – Jeg maatte vare dig; thi
Ringen, – lad den aldrig komme Hjørdis for
Øie! Vil du gjøre mig til Villie, saa kast
den ud – dybt paa Havbunden!

Dagny

Nei, Sigurd, dertil er den mig for kjær; den er
jo en Skjænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal
dølge den for Alles Øine, og aldrig skal jeg røbe
hvad du her ˹har˺ sagt mig. –

(Thorolf kommer fra Skibene med Sigurds
Mænd)

Thorolf

Alt er rede til Gildefærden!

Faksimile

Dagny

Kom da, Sigurd, – du ædle djærve Kjæmpe!

Sigurd

Rolig, Dagny, rolig! I din Magt staar det nu om
Færden skal endes med Fred eller Mandef{ær} ˹al˺ d. –
(rask til de Øvrige) Afsted Alle til Gildet i
Gunnars Gaard!

(gaar med Dagny tilhøire; de Andre følge
efter)

Faksimile

Anden Akt

Gildestuen hos Gunnar Herse. Udgangsdøren er i Baggrun-
den; mindre Døre paa Sidevæggene. – I Forgrunden
tilvenstre det store Høisæde, ligeover for dette til-
høire det Mindre. – Midt paa Gulvet brænder en
Stokild paa en muret Grue. – I Baggrunden paa
begge Sider af Døren ere Forhøininger for Husets
Kvinder. – Fra begge Høisæder langs Stuevæggene
op mod Baggrunden {t}st{ æ }række sig to lange Borde
med Bænke om. – Der ˹er˺ mørkt udenfor, Stokilden
oplyser Stuen. –

1ste Scene

Hjørdis og Dagny komme ind fra Høire. –

Dagny

Nei, Hjørdis, jeg skjønner mig ikke paa dig; nu har
du vist mig om i Gaarden; jeg veed ikke den
Ting det skorter dig paa og Alt det du eier er
skjøndt og ypperligt – hvor kan du saa klage?

Hjørdis

Hm, sæt en Ørn i Bur og den vil bide i Stængerne
enten de saa ere af Jern eller Guld. –

Dagny

I en Ting er du dog rigere end jeg; du har Egil,
din lille Gut. –

Faksimile

Hjørdis

Bedre ingen Afkom, end en, der er uhæderlig født.

Dagny

Uhæderlig?

Hjørdis

Mindes du ikke hvad din Fader sagde? Egil er en
Frillesøn; saa var hans Ord. –

Dagny

Et Ord i Vrede, – hvor vil du agte paa det!

Hjørdis

Jo, jo, Ørnulf havde Ret, { <...> }Egil er veeg, det kjendes
paa ham at han er ufrels født. –

Dagny

Hjørdis, hvor kan du –!

Hjørdis

(uden at agte paa hende)

Saaledes mægter da Skjændselen at suge sig ind i
Blodet, ligesom Edderen efter et Ormebid. – Der
er andet Malm i fribaarne Heltesønner; jeg har
hørt om en Dronning som tog sin Søn og syede
ham Kjortelen fast i { Sk }Kjødet, uden at ˹han˺ blinkede
med Øinene derved. – (med et onskabsfuld˹t˺ Ud-
tryk) Dagny, det vil jeg prøve med Egil!

Faksimile

Dagny

(oprørt)

Hjørdis, Hjørdis!

Hjørdis

(leende)

Ha, ha, ha! Tænker du det var mit Alvor? (for-
andrer Tonen) Men du maa nu tro mig eller ikke,
saa kommer der stundom over mig en fristende
Lyst til slige Gjerninger; det maa vel ligge i Æt-
ten, – thi jeg er jo af Jøtunslægt, siges der. – Naa, sæt
dig, Dagny, { <...> }vidt har du faret om i de fem lange
Aar, sig mig, – i Kongsgaardene var du vel man-
gangang til Gjæst?

Dagny

Det var jeg, – fornemmelig hos Ædhelstand i Eng-
land. –

Hjørdis

Og var høit hædret overalt, sad paa de ypperste
Sæder ved Bordet?

Dagny

Det kan du vide. – Som Sigurds Hustru –

Hjørdis

Ja, javist, – en berømmelig Mand er Sigurd, –
skjøndt Gunnar staar over ham. –

Faksimile

Dagny

Gunnar?

Hjørdis

Een Daad øvede Gunnar medens Sigurd ikke turde
prøve derpaa; – naa, lad det være; – men sig mig,
naar Sigurd foer i Viking og du var med, naar
du hørte Sværdene suse i den hvasse Leeg, naar
Blodet dampede rødt paa Skibsd{e}ækket, – kom
der saa ikke over dig en utæmmelig Lyst efter
at strides blandt Mændene, klædte du dig
saa ikke i Hærklæder og tog Vaaben i Haand?

Dagny

Aldrig! Hvad tænker du paa! Jeg, en Kvinde?

Hjørdis

En Kvinde, en Kvinde, – hm, der er Ingen som
{ <...> }veed hvad en Kvinde er istand til! – Nu, een
Ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det maa
du sikkert vide: Naar en Mand favner den
Kvinde han har kjær, – er det sandt at da
brænder hendes Blod, hendes Bryst banker, –
svimler hun i en sælsom Fryd derved? –

Dagny

(rødmende)

Hjørdis, hvor kan du –

Faksimile

Hjørdis

Nu da, sig mig –

Dagny

Det tænker jeg forvist du har fornummet. –

Hjørdis

Ja, een Gang, kun een eneste; det var hin Nat,
da Gunnar sad hos mig i Buret, han krystede
mig i Favn saa Brynjen brast, og da, da – –

Dagny

(udbrydende)

Hvad! Sigurd –

Hjørdis

Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gun-
nar, – hin Nat, da Kvinderanet –

Dagny

˹ (fatter sig.) ˺

Ja, ja, jeg mindes, – jeg veed vel – –

Hjørdis

Det var den eneste Gang, aldrig, aldrig siden! Jeg
tænkte at jeg var bleven slagen med Trolddom;
thi at Gunnar saa kunde favne en Kvinde,
det – – (standser og seer paa Dagny) Er du syg?
Mig tykkes du bliver bleg og rød!

Dagny

Vist ikke, vist ikke!

Faksimile

Hjørdis

(uden at agte paa hende)

Nei, i lystig Ledingsfærd skulde jeg gaaet; det havde
været bedre for mig, og – kanhænde for { al }os Alle. Det
havde været et Liv, fuldt og rigt! Undres du ikke,
Dagny, ved at finde mig levende her, ræddes du ikke
ved at være i Enrum med mig i Stuen, nu da
det er mørkt, faar du ikke de Tanker at jeg maa
være død i den lange Tid og at det er en Gjengan-
ger, som her staar hos dig?

Dagny

(uhyggeligt tilmode)

Kom – lad os gaa – til de Andre!

Hjørdis

(tager hende i Armen)

Nei bliv! Skjønner du det, Dagny, at et Menneske
kan leve efter at have siddet her i fem Nætter?

Dagny

Fem Nætter?

Hjørdis

Her nordpaa er hver Nat en Vinter lang. (raskt,
med forandret Udtryk) Tro ellers ikke Andet
end at her er vakkert nok! Du skal see Sy-
ner her, som du aldrig har seet i Englands
Kongsgaarde; vi vil være sammen som Søstre

Faksimile

den Tid du gjæster mig; ned til Havet skal vi gaa
naar Uveiret ret begynder igjen, du skal see Bølger-
ne flyve mod Land som vilde, hvidmankede Heste, –
og saa Hvalerne langt derude! De gaa mod hin-
anden som Kjæmper i Staal og Plade! Ha! hvilken
Lyst at sidde som Hexekvinde paa Hvalens Ryg, at ride
foran Snekken, vække Uveir og lokke Mændene i Dybet
ved fagre Galdrekvad!

Dagny

O fy, Hjørdis, hvor kan du tale saa!

Hjørdis

Kan du kvæde Galder, Dagny?

Dagny

(med Afsky)

Jeg!

Hjørdis

Ja, jeg tænkte det; hvormed lokkede du da Sigurd?

Dagny

Skjændigt taler du mig til; jeg vil gaa!

Hjørdis

(holder hende tilbage)

Fordi jeg skjæmter! Nei, hør kun videre! Tænk dig,
Dagny, at sidde om Kvelden her ved Lugen og
høre paa Draugen, der græder i Baadhuset, at sidde

Faksimile

og vente og lytte paa de døde Mænds Hjemfærd, thi her
nordpaa, her maa de forbi. – Det er de djærve Mænd,
der faldt i Strid, de stærke Kvinder der ikke fristede
Livet tamt som du og jeg; i Storm og Uveir suse
de gjennem Luften paa sorte Heste, med ringlen-
de Bjælder! (slaar Armene om hende og trykker
hende vildt op til sig) Ha, tænk dig, Dagny, at fare
den sidste Færd paa saa god en Ganger!

Dagny

(idet hun river sig løs)

Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre paa dig!

Hjørdis

(leende)

Veeg er du af Sind og let at skræmme!

2den Scene

De Forrige. – Gunnar kommer fra Baggrunden
med Sigurd og Thorolf. –

Gunnar

Ja forsandt, nu ere mine Kaar de bedste jeg veed;
dig, Sigurd, min ærlige bolde Broder har jeg fundet
igjen, fuldt saa trofast som før, jeg har Ørnulfs
Ætling under mit Tag, og Gubben selv følger snart
efter, ei saa?

Thorolf

Det lovede han. –

Faksimile

Gunnar

Saa fattes mig kun at liden Egil sad hjemme. –

Thorolf

Du har nok Gutten kjær; thi du nævner ham saa tidt.

Gunnar

Det har jeg; han er jo den Eneste, og fager og vennesæl
vil han blive. –

Hjørdis

Men ingen Kjæmpe.

Gunnar

Nu, nu, det skal du ikke sige.

Sigurd

Men at du skikkede ham fra dig –

Gunnar

Gid jeg ikke havde gjordt det; (halv sagte) men, Sigurd,
det veed du nok; umandigt handler stundom
den der har En kjær over alle Ting. (høit) Faa
Mænd havde jeg paa Gaarden, og Ingen af os kunde
være trygge paa Livet da det rygtedes at Ørnulf
lagde til Landet med Hærskib. –

Hjørdis

En Ting veed jeg som bør frelses først, Livet siden.

Thorolf

Og det er?

Faksimile

Hjørdis

Hæder og Rygte blandt Mænd. –

Gunnar

Hjørdis!

Sigurd

Ei skal det siges Gunnar paa at han har forspildt
sin Hæder ved denne Gj{e}ærning. –

Gunnar

(strængt)

Det lykkes Ingen at ægge mig mod Ørnulfs Frænder!

Hjørdis

(smilende)

Hm, sig mig, Sigurd, – kan dit Skib seile med al
Slags Vind?

Sigurd

Ja, naar det styres med Kløgt. –

Hjørdis

Godt, jeg vil ogsaa styre mit Skib med Kløgt, og
skal vel komme did jeg ønsker. –

(gaar op i Stuen)

Dagny

(sagte og urolig)

Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld!

Faksimile

Sigurd

Nu er det for sent; det var dig selv som –

Dagny

Dengang havde jeg Hjørdis kjær, men nu; – jeg har
hørt Ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke paa. –

3die Scene

De Forrige. – Sigurds Mænd, samt andre Gjæster,
Mænd og Kvinder, Huskarle og Terner fra Bag-
grunden.

Gunnar

(efter en kort Pause, der udfyldes med gjensidige
Hilsninger o: s: v)

Nu til Drikkebordet! Min
fornemste Gjæst Ørnulf fra Fjordene, kommer
siden, det har Thorolf tilsagt mig. –

Hjørdis

(til Husfolkene)

Lad Øl og Mjød bæres om, saa løses Tungen og Sindet
gjøres lystigt.

(Gunnar fører Sigurd til Høisædet tilhøire, Dagny sæt-
ter sig ved Sigurds høire Side, Hjørdis ligeoverfor ham,
paa den anden Side af samme Bord. – Thorolf anvises
Plads paa samme Maade, ved det andet Bord og sidder
altsaa lige for Gunnar, der sætter sig i det store Høi-
sæde. – De Øvrige tage Plads opad mod Baggrunden. Det
bemærkes at da Hjørdis og Thorolf sidde foran paa

Faksimile

hver sin Bænk saa kunne de m{ <...> }ed Lethed vende sig
mod hinanden, naar Saadant under det Følgende
behøves. –

Hjørdis

(efter et Ophold, hvori man drikker sammen og
tales sagte ved over Bordet)

Sjælden hendes at saa
mange djærve Mænd sidde sammen, som nu
ikvæld i Stuen her. – Godt vilde det derfor
sømme sig at øve den gamle Morskab: Lad
hver Mand nævne sine Bedrifter, saa maa Alle
dømme sig imellem hvo der er den Ypperste. –

Gunnar

Den Skik er ei god i Drikkelag; tidt voldtes U-
fred derved. –

Hjørdis

Ikke tænkte jeg at Gunnar Herse var ræd. –

Sigurd

Det tænker forvist Ingen; men sent bleve vi
færdige skulde vi nævne vore Bedrifter saa
mange vi her ere. – Fortæl os heller, Gunnar,
om din Bjarmelandsreise; det er fuldgod Be-
drift at fare saa langt nord, og gjerne høre vi
paa dig. –

Hjørdis

Bjarmelandsreisen er Farmands Værk og lidet sømme-

Faksimile

lig at nævne mellem Kjæmper. – Nei, begynd du,
Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke at du nødig hører
min Husbond prises, saa begynd! Sig frem, nævn
den Daad du har øvet og som du høiest skatter –

Sigurd

Nu, siden du tvinger mig, faar det vel saa være.
Det er da at nævne at jeg laa i Viking under Ørkenø,
der kom Fiender imod os, men vi ryddede Ski-
bene og jeg stred alene mod otte Mænd. –

Hjørdis

God var den Daad; men var du fuldt rustet?

Sigurd

Fuldt rustet, med Øxe, Spyd og Skjold.

Hjørdis

God var Daaden endda. – Nu maa du min Hus-
bond, nævne hvad der tykkes dig hæderlig˹s˺t af
dine Bedrifter. –

Gunnar

(uvillig)

Jeg vog to Bersærker, som havde røvet et Handels-
skib, derpaa sendte jeg de fangne Farmænd hjem
og gav dem Skibet frit uden Løsepenge. – Kongen i
England tyktes godt om den Bedrift, sagde jeg havde
handlet hæderligt, og gav mig Tak og gode Gaver
derfor. –

Faksimile

Hjørdis

Forsandt, Gunnar, bedre Bedrift kunde du dog nævne!

Gunnar

(hæftigt)

Jeg roser mig ikke af anden Bedrift! Siden jeg sidst
foer fra Island { <...> }har jeg levet i Fred og drevet Far-
mandsfærd. – Der skal ikke nævnes mere herom!

Hjørdis

Ifald du selv dølger din Hæder, saa skal din
Hustru tale. –

Gunnar

Hjørdis, ti – jeg byder dig!

Hjørdis

Sigurd stred mod otte Mænd og var fuldt rustet;
Gunnar gik til mit Bur ved mørk e Nat,
fældte Bjørnen, som havde tyve Mænds Styrke,
og bar dog kun et kort Saxsværd i Haanden. –

Gunnar

(i stærkt Oprør)

Kvinde, ikke et Ord mere!

Dagny

(sagte)

Sigurd, vil du taale –!

Sigurd

(ligesaa)

Vær rolig!

Faksimile

Hjørdis

(til de Øvrige)

Og nu, I gjæve Mænd, – hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar?

Gunnar

Stille!

Hjørdis

(med hævet Stemme)

Sig frem, det kræves medrette!

En gammel Gjæst

(blandt Gjæsterne)

Skal Sandhed siges, saa er Gunnars Daad ypperligere
end Alt hvad Mænd har øvet; Gunnar er den
djærveste Helt og dernæst Sigurd. –

Gunnar

(med et Blik over Bordet)

Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste –!

Dagny

(sagte)

Det er formeget – selv for en Ven!

Sigurd

Ti min Hustru! (høit til de Øvrige) Ja visselig
er Gunnar den hæderligste af alle Mænd og
det vilde jeg holde ham for til min sidste
Dag om han saa aldrig havde øvet hin Daad;

Faksimile

thi den agter jeg mindre høit end I. –

Hjørdis

Der taler Misundelsen af dig, Sigurd Viking!

Sigurd

(smilende)

Storlig feiler du nu! (venlig til Gunnar idet han
drikker ham til over Bordet) Hil dig, ædle
Gunnar; fast skal vort Venskab staa, hvo der
end prøver paa at bryde det. –

Hjørdis

Det prøver Ingen, saavidt jeg veed. –

Sigurd

Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro
du bød os hid til Drikkegildet for at vække
Ufred. –

Hjørdis

Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred fordi du
ikke maa gjælde for den ypperste Mand i
Laget!

Sigurd

Altid har jeg agtet Gunnar høiere end mig selv.

Hjørdis

Nu ja, bagefter Gunnar er jo ogsaa en god Plads,
og – (med et Sideblik paa Thorolf) havde Ørnulf

Faksimile

været her, saa kunde han faaet det tredie Sæde. –

Thorolf

Da kom Jøkul, din Fader, til at bænkes langt
nede; thi han maatte dog bukke under for Ørnulf. –

(Det følgende Ordskifte føres fra begge Sider under
stigende men dog undertrykt Ophidselse)

Hjørdis

Det skal du dog ikke sige! Ørnulf er jo Skald, og
der mumles om at han har prist sig selv for
større Bedrifter end han har øvet. –

Thorolf

Da vee den, der mumler om Sligt saa høit
at det kommer for mine Øren!

Hjørdis

(med et tirrende ˹Smil.˺ Blik )

Vilde du hævne det?

Thorolf

Ja, saa det langveis skulde spørges!

Hjørdis

Saa ˹vil˺ maa jeg tømme et Horn paa at du først
maa ˹faa˺ Skjæg paa Hagen. –

Thorolf

Selv skjægløs Karl er for god til at mundhugges

Faksimile

med Kvinder. –

Hjørdis

Men for veeg til at slaaes med Mænd; det var
derfor din Fader lod dig ligge i Gruen hjemme
paa Island medens dine Brødre fore i Hær-
færd. –

Thorolf

Ilde var det at han ikke holdt ligesaagodt Øie
med dig, thi saa havde du ikke faret som hær-
tagen Kvinde fra Landet!

Gunnar

Sigurd

Thorolf!

Dagny

(paa samme Tid)

Min Broder!

Hjørdis

(sagte og bævende af Forbittrelse)

Ha, bi – bi kun!

Thorolf

(rækker Gunnar Haanden)

Vær ikke vred, Gunnar; – onde Ord faldt mig
paa Tungen, men din Hustru æggede mig!

Faksimile

Dagny

(sagte og bedende)

Fostersøster, saasandt du nogentid har havt mig
kjær, saa væk ingen Strid!

Hjørdis

(leende)

Ved Drikkebordet maa der Skjemt til, ifald Lystig-
heden skal trives. –

Gunnar

(der har talt sagte med Thorolf)

Du er en brav Gut! (rækker ham et Sværd som
hænger ved Høisædet) Der, Thorolf, der har du en
god Gave. – Brug den vel, og lad os være Venner. –

Hjørdis

Ikke skulde du give dine Vaaben bort, Gunnar;
thi saa vil Folk sige at du kun skiller dig {m}ved
de Ting du ikke selv har Brug for! –

Thorolf

(som imidl{ l } ertid har undersøgt Sværdet)

Tak for Gaven, Gunnar; i uhæderlig Fær{ <...> }d skal
den aldrig svinges. –

Hjørdis

Skal du holde det Løfte, saa laan al{ <...> }drig
Sværdet til dine Brødre. –

Faksimile

Gunnar

Hjørdis!

Hjørdis

(vedblivende)

Men hæng det heller ikke paa din Faders Stuevæg,
thi der hænger det hos uhæderlige Mænds Vaaben. –

Thorolf

Sandt nok, Hjørdis, – din Faders Øxe og Skjold har
hængt der i mange Aar. –

Hjørdis

(tvinger sig)

A{ <...> }t Ørnulf vog min Fader, – den Bedrift fører
du altid i Munden; men mæler Rygtet sandt,
saa er Gjerningen ikke saa hæderlig som du tænker. –

Thorolf

Hvad Rygte taler du om?

Hjørdis

(smilende)

Jeg tør ikke nævne det; thi du vilde blive vred
derover. –

Thorolf

Saa ti, – det seer jeg helst. –

(vender sig fra hende)

Faksimile

Hjørdis

Nu, det kan jo ogsaa gjerne siges. – Er det sandt, Thorolf,
at din Fader sad tre Nætter i Kvindestak hos Gyvren
i Smalserhorn og kogte Sejd før han turde gaa
til Holmgang med Jøkul?

(Alle reise sig; stærk Bevægelse blandt Gjæsterne)

Gunnar

Sigu˹r˺d

Dagny

Hjørdis!

Thorolf

(i høieste Forbittrelse)

Saa arg en Løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf
fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig,
som du, maa den være, der kan finde paa
Sligt! Den værste Udaad nogen Mand kan
øve, har du her paasagt min Fader! (kaster
Sværdet fra sig) Der, Gunnar, der har du Gaven
igjen; ingen Skjænk tager jeg med fra det Hus,
hvor min Fader er forhaanet!

Gunnar

Thorolf, saa hør dog!

Thorolf

Lad mig gaa! Men see dig for skulde baade du
og Hjørdis; thi min Fader har i denne Stund
den i sin Vold, som er eder dyrest af Alle!

Faksimile

Hjørdis

(studsende)

Din Fader har –!

Gunnar

(med et Udraab)

Hvad siger du!

Sigurd

(hæftigt)

Hvor er Ørnulf?

Thorolf

(med Haanlatter)

Sørpaa, – med mine Brødre!

Gunnar

Sørpaa!

Hjørdis

(udbrydende)

Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor Søn!

Gunnar

Dræbt! – Egil dræbt! Da vee Ørnulf og al hans
Æt! Thorolf, sig frem – er det sandt!

Sigurd

Gunnar, Gunnar, – hør mig!

Gunnar

Sig frem ifald du agter dit Liv!

Faksimile

Thorolf

Du skræmmer mig ikke! Vent til min Fader
kommer; Nidstang skal han reise mod Gunnars
Gaard! Men du, Hjørdis, – glæd dig imens ved
de Ord jeg hørte idag: «Før det kvældes skal Gun-
nar Herse og hans Hustru ikke have nogen
Afkom at rose sig af.» {–}![HIS: Usikker rekkefølge på endringen.]

(gaar ud i Baggrunden)

Gunnar

(i dybeste Smerte)

Dræbt, – dræbt! – Min liden Egil dræbt!

Hjørdis

(vildt)

Og du – du lader ham gaa! Lader Egil, din
Ætling, ligge uhævnet! Hvermands Niding skal
du være ifald –!

Gunnar

(som ude af sig selv)

Et Sværd, – en Øxe! Det er det sidste Bud han
bringer!

(griber en Øxe fra en af de Omstaaende og iler
ud)

Sigurd

(vil følge[HIS: Strek over 'ø' mangler.] efter)

Gunnar styr dig!

Faksimile

Hjørdis

(holder ham tilbage)

Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kjender
Gunnar!

(Et Udraab høres fra Mængden, der er stimlet
sammen ved Udgangen)

Sigurd

Dagny

Hvad er det?

En Stemme blandt Mængden

Thorolf faldt!

Sigurd

Thorolf! Ha, slip!

Dagny

Min Broder! O, min Broder!

(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles Mængden
ad, Gunnar træder ind og kaster Øxen fra sig ved
Døren)

4de Scene

De Forrige undtagen Thorolf

Gunnar

Nu er det gjort. Egil er hævnet!

Faksimile

Sigurd

Vel dig ifald du ikke har været for rap paa Haan-
den. –

Gunnar

Kanhænde, kanhænde; men Egil, Egil, min fagre
Gut!

Hjørdis

Væbne os maa vi nu og søge Hjælp hos vore Venner;
thi Thorolf har mange Eftermaalsmænd. –

Gunnar

(mørk)

Selv vil han blive sin værste Hævner; han vil
staa mig for Sindet Nat og Dag. –

Hjørdis

Thorolf fik sin Løn. – For Frænders Færd maa
Frænder lide.

Gunnar

Vel sandt; men det veed jeg, at jeg var gladere
i Hu før Drabet.

Hjørdis

Blodnatten er altid den værste, – naar den
er over, saa gaar det nok. – Ved skjændig List
har Ørnulf fremmet sin Hævn; i aaben

Faksimile

Strid vilde han ikke gaa mod os, lod som
han var forligeligt sindet og falder saa over
vort værgeløse Barn! Ha, jeg saa mere grant end
I, jeg tænkte nok at Ørnulf var ond og underfundig;
vel havde jeg Aarsag at ægge dig mod ham og al hans
falske Æt!

Gunnar

(ophidset)

Det havde du! Ringe er min Hævn at regne mod
Ørnulfs Udaad. – Han mistede Thorolf, men har dog
sex Sønner igjen, og jeg ingen – ingen!

En Huskarl

(ilsomt fra Baggrunden)

Ørnulf fra Fjordene kommer!

Gunnar

Ørnulf!

Hjørdis

flere Mænd

Til Vaaben! Til Vaaben!

Dagny

paa samme Tid

Min Fader!

Faksimile

Sigurd

(som greben af en Anelse)

Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar!

Gunnar

(drager Sværdet)

Op alle Mænd! Hævn over Egils Bane!

5te Scene

De Forrige. Ørnulf kommer ind med Egil paa
Armen. –

Gunnar

(med et Skrig)

Egil!

Ørnulf

Her har I liden Egil igjen!

Alle

(mellem hverandre)

Egil! Egil lever!

Gunnar

(lader Sværdet falde)

Vee mig; hvad har jeg gjort!

Dagny

O Thorolf, – min Broder!

Faksimile

Sigurd

Jeg tænkte det nok!

Ørnulf

(sætter Egil ned)

Der, Gunnar, har du din vakre Gut!

Egil

Fader! Gamle Ørnulf, vilde ikke gjøre mig Ondt,
som du sagde da jeg reiste!

Ørnulf

(til Hjørdis)

Nu har jeg givet Bod for din Fader; nu tænker jeg
nok vi kan forliges. –

Hjørdis

(med undertrykt Bevægelse)

Kanhænde!

Gunnar

(ligesom opvaagnende)

Er det en hæslig Drøm der forvilder mig! Du – du
bringer Egil hjem!

Ørnulf

Som du seer; men det maa du vide, at han har
været Døden nær.

Gunnar

Det veed jeg. –

Faksimile

Ørnulf

Og glædes ikke mere over at han kommer?

Gunnar

Var han kommen tidligere saa skulde jeg glædet
mig mere derover. – Men sig mig Alt – hvad
der er hændt!

Ørnulf

Det er snart sagt. – Kaare Bonde lagde onde Raad
op mod eder; med andre Ugjerningsmænd foer
han sørpaa efter Egil.

Gunnar

Kaare! (sagte) Ha, nu skjønner jeg Thorolfs Ord!

Ørnulf

Hans Færd kom mig for Øre; slig Udaad maatte
aldrig øves. – Bod for Jøkul vilde jeg ikke give,
og gjerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i Holmgang,
ifald saa skulde være, – men din Æt maatte jeg
dog frede om; med mine Sønner foer jeg da ef-
ter Kaare. –

Sigurd

(sagte)

En usalig Daad er her øvet!

Ørnulf

Da jeg kom til, laa Egils Følgesvende bundne

Faksimile

din Søn var alt i dine Uvenners Magt, og længe
skulde de ikke have sparet ham. – Heed blev Kam-
pen da! Hvassere Sværdhug har jeg aldrig skiftet;
Kaare og to Mænd flytede op paa Landet, de Andre
sove trygt og vil være tunge at vække. –

Gunnar

(i stærk Spænding)

Men du – du Ørnulf!

Ørnulf

.
(mørk)

Sex Sønner fulgte mig i Striden. –

Gunnar

(aandeløs)

Men hjemad?

Ørnulf

Ingen.

Gunnar

(forfærdet)

Ingen (sagte) Og Thorolf, Thorolf!

(Dyb Bevægelse blandt Mængden. Hjørdis synes at
kjæmpe en stærk indre Kamp, Dagny græder stille
ved Høisædet tilhøire, Sigurd staar ˹s˺mær{k} ˹t˺eligt
bevæget hos hende)

Faksimile

Ørnulf

(efter et kort Ophold)

Tungt er det at staa som en frodig Gran og saa at kvistes
af i et eneste Uveir. – Dog, Mand skal leve efter Mand; –
ræk mig et Horn, jeg vil drikke mine Sønners Min-
de. – (En af Sigurds Mænd bringer et Horn) Hil eder der
I nu ride, mine djærve Sønner! Kobberportene skal
ikke slaa i paa eders Hæle, thi I kommer til Hallen
med mange Mænds Følge! (drikker og giver Hornet
fra sig) Og nu hjem til Island; Ørnulfs Heltefærd
er forbi; det gamle Træ har kun een grøn Gren igjen
og den maa fredes om. – Hvor er Thorolf?

Egil

(til sin Fader)

Ja viis mig Thorolf! Ørnulf har sagt han skal
skjære et Skib til mig med mange, mange Hær-
mænd i Stavnen.

Ørnulf

Prise maa jeg alle gode V{e}ætter at ikke Thorolf fulgte
med; thi hvis ogsaa han, – – nei, saa stærk jeg end
er, det havde faldet mig for tungt at bære. –
Men hvi kommer han ikke? Altid var han
den Første til at møde sin Fader; thi det tyktes
os Begge som vi ikke kunde leve hinanden en Dag
foruden. –

Faksimile

Gunnar

Ørnulf, Ørnulf!

Ørnulf

(med stigende Uro)

Tause staa I Alle i Stuen, det seer jeg nu; – hvad
fattes, – hvor er Thorolf?

Dagny

Sigurd, Sigurd, – det bliver ham det Tungeste!

Gunnar

(kjæmpende med sig selv)

Gubbe! – Nei – – og dog, det kan jo ikke dølges –

Ørnulf

(hæftigt)

Min Søn! Hvor er han!

Gunnar

Thorolf er dræbt!

Ørnulf

Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!

Gunnar

Jeg gav mit varmeste Hjerteblod for at vide
ham ilive!

Faksimile

Hjørdis

(til Ørnulf)

Selv er Thorolf Skyld i det som hændte; med mørke
Taler gav han tilkjende at du var falden over Egil og havde
dræbt ham, – halvt i Ufred skiltes vi sidst fra hverandre,
du har før voldt Mandefald i min Æt, – og, foruden
det, – som en kaadmundet Svend sad Thorolf ved
Gildet, han æggedes ved Skjemt og gav mange onde
Ord fra sig, først da var det at Gunnar harmedes,
først da bar han Vaaben paa din Søn; vel skulde
jeg mene han havde skjellig Aarsag til den Gjer-
ning. –

Ørnølf

(rolig)

Det kjendes paa dig at du er en Kvinde; thi du bruger
mange Ord. – Hvortil det? Er Thorolf dræbt, saa
er hans Saga ude. –

Egil

Naar Thorolf er dræbt, saa faar jeg ingen Hærmænd. –

Ørnulf

Nei, Egil, nu har vi mistet vore Hærmænd,
baade du og jeg. (til Hjørdis) Din Fader kvad:

Jøkuls Æt, skal Jøkuls Bane

Volde Vee paa alle Veie.»

Godt har du nu sørget for at hans Ord kan

Faksimile

sandes. (ti{l}er lidt og vender sig til en af Mændene)
Hvor fik han Banehugget?

Manden

Tvers over Panden!

Ørnulf

(tilfreds)

Hm, det er hæderligt Sted; saa har han ikke vendt
Ryggen til. Men faldt han mod Siden, eller ind mod
Gunnars Fødder. –

Manden

Halvveis mod Siden og halvveis mod Gunnar!

Ørnulf

Det spaaer kun halv Hævn; ja, ja, – vi skal see!

Gunnar

(nærmer sig)

Ørnulf, vel veed jeg at ikke alt mit Gods kan veie
Tabet op, men kræv af mig hvad du vil – –

Ørnulf

(strængt, afbrydende)

Giv mig Thorolfs Lig og lad mig gaa! Hvor ligger
han!

Gunnar

(peger taus mod Baggrunden)

Ørnulf

(gjør et Par Skridt, men vender sig og siger tordnende

Faksimile

til Sigurd, Dagny og Flere, der deltagende vil følge ham)

Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af Sørgehuset,
som en klynkende Kvinde! Bliv, siger jeg! – Vel aarker
jeg Thorolf alene. – (med rolig Kraft) Sønneløs gaar
jeg, men Ingen skal sige at han saa mig bøiet!

(han gaar langsomt ud)

6te Scene

De Forrige undtagen Ørnulf

Hjørdis

Ja, lad ham gaa som han vil; mandstærke trænger
vi ikke til at være om han kommer igjen med
Ufred igjen! Nu, Dagny, nu tænker jeg det er sidste
Gang din Fader stævner fra Island i sligt Ærinde! –

Sigurd

(oprørt)

O skjændigt!

Dagny

(ligesaa)

Forhaane ham kan du! Forhaane ham – efter det, som her
er øvet!

Hjørdis

Er Gjerningen gjort, saa skal den ogsaa prises! Had og
Hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls Drab
kunde jeg glemme, alt Andet, – kun ikke at
han skjændede mine Kaar. – Frilleviv kaldte

Faksimile

han mig; er det saa da har jeg ingen Skam deraf, thi
Gunnar er nu mægtigere end din Fader, han
er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd,
din egen Husbond!

Dagny

(i stærkt Oprør)

Der feiler du, Hjørdis, – og ret nu skal Alle vide at du
lever under ræd Mands Tag!

Sigurd

Dagny, hvad vil du!

Gunnar

Ræd!

Hjørdis

(med Haanlatter)

Vidløst taler du der!

Dagny

Fordølges skal det ikke mere, jeg taug indtil du haa-
nede min Fader og mine faldne Brødre, jeg taug
mens Ørnulf var inde, thi han skulde ikke
høre at Thorolf faldt for en Nidings Haand; –
men nu, – pris aldrig Gunnar for hin Daad
paa Island, thi Gunnar er ræd! Sværdet, som
laa draget mellem dig og Ransmanden, det
hænger ved min Husbonds Side, og Ringen,
som du drog af din Arm, den gav du til

Faksimile

Sigurd! (drager den af og holder den høit i Veiret)
her er den!

Hjørdis

(vildt)

Sigurd!

Mængden

Sigurd! Sigurd øvede Daaden!

Hjørdis

(skjælvende af Sindsbevægelse)

Han, – han! – Gunnar er det sandt!

Gunnar

(med ædel Ro)

Sandt er Alt; – kun ikke at jeg er ræd; – jeg er hverken
ræd eller Niding!

Sigurd

(bevæget)

Det er du ikke Gunnar! Det har du aldrig været! –
(til de Øvrige) Afsted, mine Mænd! Afsted, herfra!

Dagny

(ved Udgangen, til Hjørdis)

Hvem er nu den ypperste Mand i Laget, min Hus-
bond eller din!

(hun gaar ud med Sigurd og hans Følge)

Hjørdis

(for sig selv)

Nu har jeg kun een Gjerning igjen; – kun een
Daad at pønse paa: Sigurd eller jeg maa dø! –

Faksimile

Tredie Akt

Stuen hos Gunnar Herse. – Det er Dag. –

1ste Scene

Hjørdis sidder paa Bænken lige for det mindre Høi-
sæde beskjæftiget med at flætte en Buesnor, paa Bor-
det ligger en Bue og nogle Pile; kort efter kommer
Gunnar fra Baggrunden.

Hjørdis

(idet hun strækker Snoren)

Den er seig og stærk; (med ˹et˺ Blik paa Pilene) Kolven
baade skarp og tung – (lader Hænderne synke ned i
Skjødet) men hvor findes den Haand som –! Forhaa-
net, forhaanet af ham – af Sigurd! Jeg maa
hade ham mere end Andre, det mærker jeg godt;
men mange Dage skal ikke gaa med før jeg har –.
Ja, men Armen, Armen, som skal øve den Daad?

(Gunnar kommer taus og tankefuld)

Hjørdis

(efter et kort Ophold)

Hvor gaar det dig, min Husbond?

Gunnar

Ilde, Hjørdis; dette her fra igaar det vil ikke ret
glide ned; det ligger og tynger mig for Hjerte-
kulen. –

Faksimile

Hjørdis

Gjør som jeg; tag ˹dig˺ til at virke Noget.

Gunnar

Det maa jeg vel. –

(Pause; Gunnar gaar frem og tilbage, bliver op-
mærksom og nærmer sig hende)

Gunnar

Hvad gjør du der?

Hjørdis

(uden at see paa ham)

Binder en Buesnor; det seer du nok. –

Gunnar

En Buesnor – af dit eget Haar!

Hjørdis

(smilende)

Der avles Stordaad med hver Time nuomstunder;
du vog min Fosterbroder og jeg har bundet den-
ne her siden Daggry. –

Gunnar

Hjørdis, Hjørdis!

Hjørdis

(seer op)

Hvad er det?

Faksimile

Gunnar

Hvor var du inat?

Hjørdis

Inat?

Gunnar

Du var ikke i Sovestuen

Hjørdis

Det veed du?

Gunnar

Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige
Drømme dette – dette som hændte med Thorolf;
det bares mig for som han kom – naa ja, jeg
vaagnede; da hørtes det som en fager, forunder-
lig Sang over Huset; jeg stod op, glyttede paa Døren, –
herinde, her sad du ved Stokilden, den brændte
blaa og rød, du skjæftede Pile og kvad Galder ˹over˺ om
dem. –

Hjørdis

Den Gjerning var nyttig; thi haardt er Brystet som
skal rammes idag. –

Gunnar

Jeg skjønner dig nok; du vil have Sigurd
fældet. –

Faksimile

Hjørdis

Hm, {h}kan hænde. –

Gunnar

Det skeer dig aldrig til Villie: Med Sigurd holder jeg
Fred, saa stærkt du end ægger mig. –

Hjørdis

(smilende)

Mener du det?

Gunnar

Det veed jeg!

Hjørdis

(rækker ham Snoren)

Sig mig, Gunnar, – kan du løse den Knude der? –

Gunnar

(forsøger det)

Nei, den er flettet for fast og kunstigt. –

Hjørdis

(reiser sig)

Nornens Spind er kunstigere flettet, det kan du
end mindre løse!

Gunnar

Krumme ere de Mægtiges Veie, – dem kjender
hverken du eller jeg. –

Hjørdis

Et veed jeg dog vidst; at Sigurd vil volde usalige

Faksimile

Kaar for os Begge.

(Pause; Gunnar staar fordybet i sig selv)

Hjørdis

(der i Stilhed har holdt Øie med ham)

Hvad tænker du paa?

Gunnar

Paa en Drøm jeg nylig havde. – Det kom mig for
at jeg havde øvet det Værk du nu kræver; Sigurd
laa slagen paa Marken, du stod hos og var saare
bleg. – Da sagde jeg: «Er du nu glad, da det er gjort,
som du vilde?» Men du lo og svarede: «Gladere
skulde jeg være, ifald du, Gunnar, laa der i Sigurds
Sted.»

Hjørdis

(med tvungen Latter)

Ilde maa du kjende mig naar slig uvittig Drøm
kan være dig hinderlig!

Gunnar

Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om Stuen her?

Hjørdis

Skal jeg sige sandt, Gunnar, – saa tykkes det mig
stundom for trangt herinde. –

Gunnar

Ja, ja, det har jeg tænkt; vi ere Een formange. –

Faksimile

Hjørdis

Kanhænde To. –

Gunnar

(der ikke hørte hendes Yttring)

Men det skal bødes paa.

Hjørdis

(seer spørgende paa ham)

Bødes paa? Du er da tilsinds at – –

Gunnar

At ruste mine Hærskibe og fare fra Landet; jeg
vil vinde den Hæder igjen, som jeg nu har mis-
tet, fordi du var mig kjærere end alle Ting. –

Hjørdis

(tankefuld)

Du farer fra Landet. – Ja, ja, det tør vel være bedst
for os Begge. –

Gunnar

Alt fra den Dag vi stævnede fra Island, saa jeg nok
at det ikke vilde gaa godt med os. – Dit Sind er
stolt og stærkt, der ere de Tider, da jeg fast ræd-
des for dig, men, sælsom{st<...> } ˹t, –˺ derved er det mest at
jeg har dig saa kjær! der staar en koglende Skræk
af dig, det bæres mig for, at du kunde lokke mig
til Udaad, og at det vilde tykkes mig vel gjort alt
det du krævede. – (med stille Hovedrysten) Ugrun-
deligt er Nornens Raad; Sigurd skulde blevet din
Husbond. –

Faksimile

Hjørdis

(udbrydende)

Sigurd!

Gunnar

Ja Sigurd. – Det er Had og Hævn som forblinder dig, ellers
vilde du skatte ham bedre. – Som Sigurd skulde
jeg været, da kunde jeg gjort dig Livet lysteligt at
bære. –

Hjørdis

(i stærk men undertrykt Bevægelse)

Og det – det mener du Sigurd kunde gjort?

Gunnar

Han er stærk af Sind og derhos stolt som du.

Hjørdis

(hæftigt)

Hvis saa er – (fatter sig) ligegodt, ligegodt! (vildt
udbrydende) Gunnar, tag Sigurds Liv!

Gunnar

Aldrig!

Hjørdis

Ved List og Svig blev jeg din Hustru, – det skal være
glemt! Fem glædeløse Aar har jeg siddet her, – glemt
skal Alt være fra den Dag da Sigurd ikke lever
mere! –

Faksimile

Gunnar

Af min Haand skal ingen Meen voldes ham. –
(viger uvilkaarligt tilbage) Hjørdis, Hjørdis, du fris-
te mig ikke!

Hjørdis

Saa maa jeg finde mig en anden Hævner; længe skal
ikke Sigurd tale Forhaanelsens Ord over mig og dig!
(knytter Hænderne i krampagtig Forbittrelse) Hos hen-
de – den enfoldige Kvinde – hos hende sidder han
kanhænde nu i Eenrum, leflende, og leer over os,
mæler om al den Tort, som overgik mig, da han
ranede mig i dit Sted, fortæller at han listeligt
lo der han stod i det mørke Bur og jeg ikke kjendte
ham. –

Gunnar

Det gjør han ikke, det gjør han ikke!

Hjørdis

(stærkt)

Sigurd og Dagny maa dø! Jeg kan ikke trække Veiret før
de to er borte! (træder tæt hen til ham, med funklen-
de Øine og siger vildt, men hviskende) Kunde du hjæl-
pe mig med det, Gunnar, – da skulde jeg leve med
Elskov hos dig, da skulde jeg kryste dig i mine Arme,
saa varmt og saa vildt, som du aldrig har drømt
det!

Faksimile

Gunnar

(vaklende)

Hjørdis! Vilde du –

Hjørdis

Haand paa Værket, Gunnar, – saa skal de tunge Dage
være forbi, ikke skal jeg da længere gaa af Stuen
naar du kommer, ikke tale umilde Ord og døve
dit Smil naar du er glad, jeg skal klæde mig i
Pel og i kostelige Silkeklæder; farer du i Leding,
jeg følger dig, – rider du i fredsom Færd, jeg rider
dig næst; ved Gildet skal jeg sidde hos dig, fylde
dit Horn, drikke dig til og kvæde fagre Kvad, der
kan fryde dit Hjerte!

Gunnar

(næsten overvunden)

Er det sandt; du vilde – –!

Hjørdis

Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun
Hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og saa skal jeg –
(standser da hun seer Døren aabnes) Dagny, – kommer
du hid!

2den Scene

De Forrige Dagny fra Baggrunden

Dagny

Du skynde dig Gunnar Herse, – lad dine Mænd ruste sig. –

Faksimile

Gunnar

Ruste sig? Mod hvem?

Dagny

Kaare Bonde kommer med mange fredløse Folk,
han vil dig ilde; Sigurd hindrede ham nylig, men
hvo kan vide –

Gunnar

Det har Sigurd gjort for mig!

Dagny

Sigurd er dig forvist en fuldtro Ven. –

Gunnar

Og vi, {–}Hjørdis, – vi som tænkte paa – ja, det er som
jeg siger, Trolddom ligger over al din Tale; hver
en Daad tykkes mig fager, naar du nævner den. –

Dagny

(forundret)

Hvad mener du?

Gunnar

Intet, Intet! Tak for Budskabet, Dagny; nu gaar
jeg at samle mine Svende. (vender sig mod Udgan-
gen men standser og nærmer sig igjen) Sig mig – hvor
gaar det Ørnulf?

Faksimile

Dagny

Spørg ikke om det. – Igaar bar han Thorolfs Lig til Ski-
bene, nu kaster han en Houg ved Stranden, – der
skal hans Sønner lægges. –

(Gunnar gaar ud i Baggrunden)

3die Scene

Hjørdis og Dagny

Dagny

Før Kve{ <...> }ldstid er der ingen Fare. (nærmer sig) Hjørdis,
jeg har et Ærinde til paa Gaarden; det er til dig jeg
kommer. –

Hjørdis

Til mig? Efter det som gik for sig igaar?

Dagny

Mest efter det. – Hjørdis, Fostersøster, bær ikke Had
til mig, glem de Ord, som Sorg og onde Vætter lagde
mig i Munden, forlad mig al den Tort jeg voldte
dig, thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere
end du!

Hjørdis

Usalig – du; – Sigurds Hustru?

Dagny

Mit Værk er jo alt det, som øvedes, igaar at der blev

Faksimile

yppet Strid, at Thorolf faldt, at al den Forhaanelse
overgik Gunnar og dig. – Alt er jeg Skyld i! Vee
mig, – saa gode vare mine Kaar, men aldrig bliver
jeg glad mere efter denne Dag. –

Hjørdis

(som greben af en pludselig Tanke)

Men før – i de fem lange Aar – i al den Tid var Lyk-
ken med dig?

Dagny

Kan du tvivle om det{?}!

Hjørdis

Igaar tvivlede jeg ikke, men – –

Dagny

Hvad mener du?

Hjørdis

Aa, ikke stort; lad os tale om and{ <...> }re Ting.

Dagny

Nei vist ikke. Hjørdis, sig mig –!

Hjørdis

Det gavner dig lidet; dog, siden du saa vil det – (med
et onskabsfuld˹t˺ {Grin}Udtryk) Kan du mindes engang, hist
paa Island, – vi vare paa Thinget sammen med
Ørnulf, din Fader, og sad med vore Legesøstre

Faksimile

i Thingboden som Kvinders Skik er; da kom to frem-
mede Mænd ind i Boden.

Dagny

Sigurd og Gunnar.

Hjørdis

De hilste os med høviske Lader, satte sig hos os paa
Bænken, og megen skjæmtsom Tale blev da ført
mellem os. Nogle vare der, som vilde vide hvi
de to Hærmænd kom til Landet og om det ikke
var for at hente sig Hustruer der paa Øen. – Da
sagde Sigurd: Tungt vil det falde mig at finde
den Kvinde jeg kan fæste min Hu til.» Ørnulf
lo og mente det skortede ikke Island paa høiættede
Kvinder og heller ikke paa dem der vare rige; men
Sigurd svarede: «Hugprud Hustru har Helten behov. –
Den jeg vil vælge, maa ikke finde sig i at sidde i
ringe Kaar, ingen Hæder maa tykkes hende saa høi
at hun jo higer efter den, i Viking maa hun villig
følge mig, Hærklæder maa hun bære, hun maa
ægge mig til Strid og ikke blinke med Øinene,
thi er hun ræd af Sind, da times mig liden Hæ-
der;» ei sandt, saa talte Sigurd?

Dagny

(usikker)

Det gjorde han – men –

Faksimile

Hjørdis

Slig skulde hun være, den Kvinde, som kunde gjøre
ham Livet fagert, og saa (med et foragteligt
Smil) saa kaarede han dig!

Dagny

(smerteligt studsende)

Ha, du mener at –?

Hjørdis

See, derfor har du vel vi{d} ˹i˺ st dig stolt og høisindet,
krævet Hæder af Alle, paa det at Sigurd kunde
hædres ved dig; – ei saa{.} ˹?˺

Dagny

Nei, Hjørdis, – men –

Hjørdis

Til Stordaad har du dog ægget ham, fulgt ham i
Hærklæder og fundet godt at være hvor Striden
brændte som stærkest – har du ikke?

Dagny

(dybt bevæget)

Nei, nei!

Hjørdis

Har du da været ræd af Sind, saa at Sigurd voldtes
Skam derved?

Dagny

(overvældet)

Hjørdis, Hjørdis!

Faksimile

Hjørdis

(haanligt smilende)

Men gode vare dine Kaar i al den Tid; – mener
du at Sigurd kan sige det Samme!

Dagny

Lad mig være! – Vee mig, du har gjort mig for klog
paa mig selv!

Hjørdis

Et skjæmtsomt Ord, saa græder du strax! Tænk nu
ikke mere paa det. – See her, hvad jeg har gjort
idag; (tager nogle Pile fra Bordet) – hvor spidse og
skarpe, du! Ei sandt, jeg forstaar mig godt paa
at hvæsse Pile?

Dagny

Og paa at bruge dem med; du rammer sikkert,
Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, paa det tænkte
jeg aldrig før. (hæftigere) Men at Sigurd –! at jeg
i al den Tid skulde gjort ham Livet tungt og
uhæderligt, – nei, nei, det kan ikke være sandt!

Hjørdis

Naa, naa, trøst dig Dagny; det er jo heller ikke sandt.
Ja, var Sigurd endnu tilsinds som i fordums
Dage, da kunde det saa være; dengang stod al hans
Hu og Higen til at blive den ypperste Mand i Landet, –
nu nøies han med ringere Lykke. –

Faksimile

Dagny

Nei Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg
seer det vel, jeg er ikke den rette Hustru for
ham, han har dulgt det for mig, men saa-
ledes skal det ikke blive ved.

Hjørdis

Hvad vil du?

Dagny

Jeg vil ikke hænge som en Tyngsel ved hans
Færd, jeg vil ikke længere være ham hinderlig. –

Hjørdis

Du tænker da paa –?

Dagny

Stille, der kommer Folk!

4de Scene

De Forrige. En Huskarl fra Baggrunden.

Karlen

Sigurd Viking kommer til Gaarden!

Hjørdis

Sigurd! Saa lad Gunnar kalde hid.

Ka{are} ˹rlen˺

Gunnar red ud for at samle sine Grander,
thi Kaare Bonde vil –

Faksimile

Hjørdis

Godt, Godt, det veed jeg; gaa da!

(Karlen gaar; til Dagny, der ligeledes vil gaa)

Hvor vil du hen?

Dagny

Ud for ikke at træffe Sigurd. – Det bliver vel til det
at vi maa skilles, det skjønner jeg nok, men nu
at stedes til Møde med ham, – – nei, nei, det
kan jeg ikke.

(gaar ud til Venstre)

Hjørdis

(seer en Stund taus efter hende)

Og hende var det jeg vilde – (fortsætter Tanken ved et
Blik paa Buesnoren) Ringe Hævn havde det væ-
ret; – nei, nu hug jeg bedre til! Hm, det er
tungt at dø, men stundom er det dog værre at
leve! –

5te Scene

Hjørdis. Sigurd fra Baggrunden.

Hjørdis

Det er Gunnar du søger[HIS: Strek over 'ø' mangler.] kan jeg tænke; sæt dig˹;˺
{ n } ˹r˺e{d,} ˹t˺ nu kommer han.

(vil gaa)

Sigurd

Nei bliv; det er dig jeg søger mere end ham

Faksimile

Hjørdis

Mig?

Sigurd

Og vel var det jeg traf dig alene.

Hjørdis

Kommer du for at krænke mig, saa er det dig vist
lidet hinderligt om Stuen ˹stod˺ er fuld baade af Mænd
og Kvinder.

Sigurd

Aa ja, jeg kjender saa godt de Tanker du har om mig.

Hjørdis

(bittert)

Jeg gjør dig Uret kanhænde! Nei nei, Sigurd, forgif-
tig har du været for alle mine Levedage. Kom ihu,
det var dig som øvede hin skjændige List, det var
dig som sad hos mig i Buret, gjøglede Elskov mens
du listeligt lo derved, slængte mig bort til Gun-
nar, thi for ham var jeg god nok endda, – og foer
saa fra Landet med den Kvinde du havde kjær. –

Sigurd

Mangt Værk mægter Mænds Villie at fremme,
men de store Gjærninger styres af Skjæbnen, –
saa er det gaaet med os To. –

Hjørdis

Vel sandt; onde Norner raade over Verden, men

Faksimile

deres Magt er ringe, ifald de ikke finde Hjælpere
i vort eget Bryst. – Lykken times den der er stærk
nok til at stævne i Strid mod Nornen; – det
er det jeg nu vil gjøre. –

Sigurd

Hvad mener du?

Hjørdis

Jeg vil vove en Styrkeprøve med dem – med dem,
som ere over mig. – Men lad os ikke tale mere
om det; jeg har meget at gjøre idag. –

(hun sætter sig ved Bordet)

Sigurd

(efter et kort Ophold)

Du virker gode Vaaben for Gunnar. –

Hjørdis

(med et stille Smil)

Ikke for Gunnar, men mod dig.

Sigurd

Det maa vel komme ud paa Et. –

Hjørdis

Aa ja, det maa vel saa; thi er jeg Nornen voxen,
da skal du og Gunnar sent eller tidligt – (hol-
der inde, læner sig bagover mod Bordet, seer smilen-
de paa ham og siger med forandret Udtryk i Stem-

Faksimile

men) Hm, Veed du hvad mig stundom tykkes?
Tidt finder jeg min Fryd ved at male mig lyste-
lige Billeder i Sindet; jeg sidder da og lukker Øinene
og tænker: Nu kommer Sigurd hin Stærke til
Landet, han vil brænde os inde, mig og min Hus-
bond. – Alle Gunnars Mænd ere faldne, kun
han og jeg ere igjen; – de tænde Taget udenfra; –
«Et Bueskud,» siger Gunnar, «et eneste kan frelse
os;» – da briste Snoren – «Hjørdis, skjær en Flætning
af dit Haar og gjør en Buesnor deraf, – det gjælder
Livet! Men jeg leer – «Lad brænde, lad brænde,
Livet er mig ikke en Haandfuld værd!

Sigurd

Der er en sælsom Magt i al din Tale.

(nærmer sig)

Hjørdis

(seer koldt paa ham)

Du sætter dig hos mig?

Sigurd

Du tænker jeg er dig gram af Hjertet. – Hjørdis,
det er sidste Gang vi tales ved, der er Noget,
som nager mig lig en Sot, og paa den Viis kan jeg
ikke reise; du maa kjende mig bedre. –

Hjørdis

Hvad vil du?

Faksimile

Sigurd

Fortælle dig en Saga. –

Hjørdis

Er den tung?

Sigurd

Tung som Livet selv.

Hjørdis

(bittert)

Veed du at Livet kan være tungt?

Sigurd

Døm om det naar min Saga er ude. –

Hjørdis

Saa fortæl; jeg arbeider imens.

(han sætter sig paa en liden Krak ved hendes
høire Side)

Sigurd

Der var engang to unge Hærmænd, som seilede
fra Norge for at vinde Gods og Hæder; de havde
tilsagt hinanden Venskab og holdt ærligt sam-
men saa vide de end foer om. –

Hjørdis

Og de to unge Hærmænd hed Sigurd og
Gunnar?

Faksimile

Sigurd

Aa ja, vi kan kalde dem saa. Langt om længe kom
de til Island; der boede en gammel Landnamsmand,
som var faret fra Norge i Kong Haralds Tider. Han
havde to fagre Kvinder i sit Hus, men den ene,
hans Fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun
var forstandig og stærk af Sind og Hærmændene
talte om hende mellem sig, og Ingen af dem havde
seet fagrere Kvinde, saa tyktes dem Begge. –

Hjørdis

(spændt)

˹Begge?˺ Vil du spotte mig!

Sigurd

Gunnar tænkte paa hende Nat og Dag, og det gjorde
nok Sigurd med, men Begge taug, og paa hende
var ikke at mærke om Gunnar huede hende,
men at hun ei var Sigurd god, det var lettere at
skjønne. –

Hjørdis

(aandeløs)

Bliv ved, det beder jeg –!

Sigurd

Dog, desmere maatte Sigurd tænke paa hende,
men det var der Ingen som vidste om. – Da hænd-
te det sig en Kvæld, at der var Drikkelag og svor

Faksimile

da hin stolte Kvinde at ingen Mand skulde
eie hende, uden den, der øvede et Storværk som
hun nævnte. – Høit slog da Sigurds Bryst af Fryd,
thi han kjendte Kraft i sig til at øve Daaden; men
Gunnar tog ham i Eenrum, nævnte om sin
Elskov, – Sigurd taug med sin og gik saa til – –

Hjørdis

(udbrydende)

Sigurd, Sigurd! (betvinger sig) Og den Saga – er
den sand?

Sigurd

Det er den. En af os maatte jo vige; Gunnar var
min Ven, paa anden Viis kunde jeg ikke handle.
Saaledes blev du Gunnars Viv og jeg fæstede en
anden Kvinde. –

Hjørdis

Og fik hende kjær?

Sigurd

Jeg lærte at skatte hende; men der er kun een
Kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den Kvin-
de, som var ham gram fra den første Dag de
mødtes. (reiser sig) Her ender min Saga, lad
os skilles nu. – Farvel, Gunnar Herses Hustru˹,˺
vi mødes aldrig mere. –

Faksimile

Hjørdis

(springer op)

Nei bliv! Vee os Begge; – Sigurd, hvad har du gjort{?}!

Sigurd

(studsende)

Jeg gjort? Hvad fattes dig?

Hjørdis

Og alt det siger du mig nu! Men nei, – det kan
ei være Sandhed!

Sigurd

Det er sidste Gang vi tales ved; hvert Ord er Sand-
hed, – du skulde lære at dømme mig mildere,
derfor maatte jeg tale nu. –

Hjørdis

(folder uvilkaarligt Hænderne og seer paa ham
i stille Forbauselse)

Elsket – elsket mig – du! (hæftigt idet hun træder
tæt hen til ham) Jeg troer dig ikke! (seer stivt
paa ham og udbryder i vild Smerte) Jo, det er sandt
og – usaligt for os Begge

(slaar Hænderne for Ansigtet og fjerner sig)

Sigurd

(forfærdet)

Hjørdis!

Faksimile

Hjørdis

(stille kjæmpende, mellem Graad og Latter)

Bryd dig ikke om mig! Det var kun det jeg mente
at – (lægger Haanden paa hans Arm) Sigurd,
du har ikke sagt din Saga tilende; hin stolte
Kvinde, som du nævnte, – hun har elsket dig
igjen!

Sigurd

(farer tilbage)

Du!

Hjørdis

(med Fatning)

Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skjønner jeg nu. –
Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad
kan da en Kvinde bedre gjøre? Kunde jeg
byde min Elskov frem, da var jeg dig lidet
værdig. – Du tyktes mig stedse at være den ypper-
ligste af alle Mænd, og saa at vide dig som en
andens Husbond, – det voldte mig hin bittre
Vee, som jeg ikke selv forstod

Sigurd

(rystet)

Et usaligt Spind har Nornen spundet om os To. –

Hjørdis

Selv er du Skyld deri; stærkt og kjækt sømmer det

Faksimile

sig Manden at handle. – Da jeg satte hint svære
Vilkaar for den der skulde vinde mig, da tænkte
jeg forvist paa dig, – og dog kunde du –!

Sigurd

Jeg kjendte Gunnars Sjælesot, jeg alene kunde
læge den, – hvad var vel saa for mig at vælge
mellem. Og dog, havde jeg vidst det jeg nu
veed, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi
Elskov er saa stærk en Magt. –

Hjørdis

(rask)

Nu vel, Sigurd, – et usaligt Spil har skildt os
ad i lange Aar; nu er Knuden løst, de Tider, som
komme˹,˺ skal give os Vederlag. –

Sigurd

(hovedrystende)

Det kan ei skee; vi maa jo skilles igjen. –

Hjørdis

Det maa vi ikke. – Jeg elsker dig, det tør jeg nu
sige uden at blues; thi min Elskov er ikke lef-
lende, som de vege Kvinders; var jeg en Mand, –
ved alle vældige Magter, jeg kunde endda el-
ske dig saaledes som jeg nu gjør det! Op da, Si-
gurd! Lykken er vel en Stordaad værd, vi ere
Begge fri naar vi selv vil det, og saa er Legen vunden.

Faksimile

Sigurd

Fri? Hvad mener du?

Hjørdis

Hvad er vel Dagny for dig! Hvad kan hun vel være
for dig! Ikke mere end Gunnar gjælder i mine
lønlige Tanker. – Hvad Magt ligger der paa om
to usle Liv forspildes!

Sigurd

Hjørdis, Hjørdis!

Hjørdis

Lad Gunnar blive her, lad Dagny fare til Island
med sin Fader; jeg følger dig i Staal og Plade hvor
du stævner hen. (Bevægelse hos Sigurd) Det er
ikke som din Hustru jeg vil følge[HIS: Strek over 'ø' mangler.] dig, thi jeg
har hørt en Anden til, og den Kvinde lever, som
før har hvilet dig nær. – Nei Sigurd, ikke som
din Hustru, men som hine stærke Kvinder,
som Hildes Søstre vil jeg følge dig, ildne dig
til Strid og til mandig Færd saa at dit Navn
kan gaa vidt over Landene, i Sværdlegen vil jeg
staa dig næst, færdes blandt dine Kjæmper i
Uveir og Vikingstævne, og naar dit Drapa kvædes,
da skal det bære ˹Bud˺ om Sigurd og Hjørdis tilhobe!

Sigurd

Saa var engang min fagreste Drøm, nu er det
for sent; Gunnar og Dagny staa mellem os

Faksimile

og der har de Begge Ret til at staa. – Jeg ødte min
unge Elskov for Gunnars Skyld, – skal jeg bære
Kviden derved, saa maa ikke min Gjerning
være faafængt. – Og nu Dagny, – troskyldig og
fuld af Lid foer hun fra Hjem og Frænder;
ingen Tid maa hun tænke at jeg længtes mod
Hjørdis saa tidt hun tog mig i Favn.

Hjørdis

Og for slig Sags Skyld vil du lægge en Tyngsel paa
dit Liv! Hvad fik du da Kraft og Styrke til,
og derhos alle Sindets ypperlige Gaver? Og mener
du det nu længer kan være sømmelig Lod for
mig at sidde paa Gunnars Gaard? Nei, Sigurd,
tro du mig, her er Mangt at tage Haand i for en
Mand som du. – Erik styrer Norges Rige, reis
dig mod ham, mange gode Kjæmper vil stille
sig hen som dine haandgangne Mænd, med u-
tvingelig Magt vil vi gaa frem, stride og virke
og aldrig hvile før du sidder paa Haarfagers
Kongestol! –

Sigurd

Hjørdis, Hjørdis, saa har jeg drømt i min vilde
Ungdom; lad det være glemt, – frist mig ikke!

Hjørdis

(med Høihed)

Det er Nornens Raad at vi to skal holde sam̅en,

Faksimile

det kan ei ændres; grant seer jeg nu mit Hverv
i Livet: at gjøre dig berømmelig over alle Lande.
Du har staaet for mig hver Dag, hver Time jeg
levede her; jeg vilde rive dig ud af mit Sind men
mægtede det ikke; nu gjøres det ei nødigt, nu
da jeg veed du elsker mig.

Sigurd

Hvis saa er – da viid – jeg har elsket dig; nu er
det forbi – jeg har glemt de Dage. –

Hjørdis

Sigurd, der lyver du! Saameget er jeg værd, at har
du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme
det. –

Sigurd

(hæftigt)

Det maa jeg, det vil jeg nu!

Hjørdis

Lad saa være, men du kan det ikke! Hindre mig
vil du, det lykkes ei; endnu før Kvæld skal
Gunnar og Dagny vide Alt. –

Sigurd

Ha, det gjør du ikke!

Hjørdis

Det gjør jeg!

Faksimile

Sigurd

Da maatte jeg kjende dig ilde; høisindet tykkes
du mig før at være.

Hjørdis

Onde Dage føde onde Tanker; for stor er den Lid du
har sat til mig. – Jeg vil, jeg maa følge dig – ud
i Livet og i Striden; det er mig for lavt under
Loftet i Gunnar Herses Stue!

Sigurd

Men Hæder mellem Mænd har du dog skattet
høit; der er skjellig Grund til Strid mellem
mig og Gunnar, – Ifald nu han faldt for min
Haand – vilde du endda røbe Alt og følge
mig?

Hjørdis

Hvi spørger du saa?

Sigurd

Svar mig først; hvad vilde du gjøre ifald jeg
blev din Husbonds Banemand? –

Hjørdis

Da maatte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde
faaet dig fældet. –

Sigurd

Godt, Hjørdis, – det vidste jeg vel.

Faksimile

Hjørdis

Men saa kan ei skee!

Sigurd

Det maa skee! selv har du nu kastet Tærning om
Gunnars Liv og om mit!

6te Scene

De Forrige. Gunnar med nogle Huskarle
fra Baggrunden)

Gunnar

(mørk[HIS: Strek over 'ø' mangler.] til Hjørdis)

See saa, nu spirer den Sæd du har saaet!

Sigurd

(nærmer sig)

Hvad gaar dig imod?

Gunnar

Sigurd, er det dig! Hvad der gaar mig imod?
Ikke Andet end jeg vel maatte vente. – Saasnart,
Dagny, din Hustru, havde baaret Bud om
Kaare Bonde, s{ <...> }aa tog jeg min Hest og red til
mine Grander for at søge Hjælp mod ham. –

Hjørdis

(spændt)

Nu?

Gunnar

Tvær lød Talen hvorhelst jeg kom; min Færd

Faksimile

mod Kaare Bonde var lidet hæderlig, blev der sagt; –
hm, der blev sagt andre Ting med, som jeg ikke
kan nævne, – jeg er jo en forhaanet Mand, det
er mig paasagt at jeg har øvet Nidingsværk;
det holdes nu for Skjændsel at dele Sag med mig. –

Sigurd

Længe skal ikke det holdes for Skjændsel; før Kvæl-
den kommer skal du være mandstærk nok
mod Kaare. –

Gunnar

Sigurd!

Hjørdis

(sagte, triumferende)

Ha, det vidste jeg nok!

Sigurd

(med tvungen Styrke)

Men saa er ogsaa Freden ude mellem os; thi hør
nu mit Ord, Gunnar Herse; – du har fældet
Thorolf, min Hustrus Frænde, og derfor stævner
jeg dig til Holmgang imorgen saasnart Solen
rinder!

Hjørdis

(gjør i hæftig Bevægelse et Skridt henimod
Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig
staaende under det Følgende)

Faksimile

Gunnar

(i høieste Overraskelse)

Til Holmgang –! mig! – Du skjæmter, Sigurd!

Sigurd

Til Holmgang er du lovlig stævnet; det bliver et
Brikkespil paa Liv og Død; En af os maa falde!

Gunnar

(bittert)

Ha, jeg skjønner det vel. – Du var til Enetale med
Hjørdis da jeg kom; hun har ægget dig paany!

Sigurd

Kanhænde! (halvt mod Hjørdis) Høisindet
Kvinde maa jo værge om sin Husbonds Hæder.
(til Mændene i Baggrunden) Og I Karle, gaa nu
til Gunnars Grander og sig dem at imorgen
skifter han Sværdhug med mig; ræd vil Ingen
nævne den Mand som bærer Vaaben paa Si-
gurd Viking!

(Karlene gaa ud i Baggrunden)

Gunnar

(gaar raskt hen til Sigurd og trykker hans Hænder
i stærk Bevægelse)

Sigurd, min bolde Broder, nu først forstaar jeg
dig! Du vover nu Livet for min Hæder, som
du fordum vovede det for min Lykke!

Faksimile

Sigurd

Tak din Hustru; hun har mest Deel i min Færd. –
Imorgen naar Solen rinder –

Gunnar

Jeg møder dig. (blød) Fosterbroder, vil du have et
godt Sværd af mig, det er en kostelig Gave. –

Sigurd

Tak; men lad det hænge, – Ingen veed om jeg næste
Kvæld har Brug for det. –

Gunnar

(ryster hans Haand)

Farvel, Sigurd!

Sigurd

Farvel igjen og Lykke til Værket!

(De sk j illes, Gunnar gaar ud til Venstre, Sigurd
kaster et Blik paa Hjørdis og gaar ud i Baggrunden)

Hjørdis

(efter en Pause, sagte og tankefuld)

Til Holmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier
lidt og udbryder derpaa, som greben af en stærk
Beslut{ <...> }ning) Lad falde hvem der vil, – Sigurd
og jeg skal endda blive sammen!

Faksimile

Fjerde Akt

Ved Strandbredden. – Det er Aften; Maanen sees fra og til
mellem mørke sønderrevne Uveirsskyer. – I Baggr{ <...> }un-
den en sort, nylig opkastet Gravhoug. –

1ste Scene

Ørnulf sidder paa en Steen tilhøire i Forgrunden
med blottet Hoved, Albuerne hvilende paa Knæ-
erne og med Ansigtet skjult i sine Hænder. – Hans
Mænd grave ved Hougen, Nogle lyse med Tyrifakler.
Efter et kort Ophold kommer Sigurd og Dagny ud
fra Baadhuset, hvor en lystig Stokild brænder. –

Dagny

(dæmpet)

Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage) Nei,
tal ikke til ham!

Sigurd

Du har Ret, det er for tidligt; lad ham heller
sidde med sig selv.

Dagny

(gaar over til Høire og betragter Faderen med stille Sorg)

Saa stærk var han igaar, da han tog Thorolfs Lig

Faksimile

paa Ryggen, stærk var han mens de grov paa
Hougen, men da de Alle vare lagte derinde
og Jord og Stene kastet over, da tog Sorgen ham,
da var det som han sluknede. (tørrer Taarerne
af) Sig mig, Sigurd, naar tænker du at fare
hjem til Island?

Sigurd

Saasnart Uveiret stilner af og jeg faar endt
min Handel med Gunnar Herse. –

Dagny

Og saa vil du kjøbe Land og bygge dig en Gaard
og aldrig fare i Leding mere?

Sigurd

Ja, ja, – det har jeg lovet dig. –

Dagny

Og jeg tør forvist tro at Hjørdis bedrog mig da
hun sagde at jeg lidet var dig værdig til Viv?

Sigurd

Ja, ja, Dagny, lid du paa mit Ord. –

Dagny

Saa er jeg glad igjen og vil prøve at glemme
alt det onde Værk som her er øvet. – I de lange

Faksimile

Vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og
Hjørdis, og – –

Sigurd

Nei, Dagny, vil du vel mod os Begge, saa nævn al-
drig Hjørdis, naar vi sidde hjemme paa Island! –

Dagny

(mildt bebreidende)

Ubilligt er dit Had til hende. – Sigurd, Sigurd, det
ligner dig lidet!

En af Mændene

(nærmer sig)

See saa, nu er Hougen færdig. –

Ørnulf

(ligesom opvaagnende)

Hougen? Er den – naa ja –

Sigurd

Tal nu til ham Dagny. –

Dagny

(nærmer sig)

Fader, det er koldt herude, det trækker op til Uveir
inat. –

Ørnulf

Hm, bryd dig ikke om det, Hougen er bygget tæt

Faksimile

og godt, de ligge lunt derinde.

Dagny

Ja, men du –

Ørnulf

Jeg? Jeg fryser ikke. –

Dagny

Du har Intet spist idag; vil du ikke gaa ind? Nad-
verdsbordet staar rede. –

Ørnulf

Lad Nadversbordet staa; jeg er ikke sulten. –

Dagny

Men at sidde her saa stille, tro mig, det baader
dig ikke, du er lidet vant til det.

Ørnulf

Vel sandt, der er Noget som klemmer mig for
Bringen, jeg kan ikke trække Veiret. –

(han skjuler igjen Ansigtet med sine Hænder.
Ophold. Dagny sætter sig hos ham)

Dagny

Imorgen ruster du vel dit Skib og farer med
til Island?

Faksimile

Ørnulf

(uden at see op)

Hvad skal jeg der? Nei, jeg vil til mine Sønner. –

Dagny

(smerteligt)

Fader!

Ørnulf

(løfter[HIS: Strek over 'ø' mangler.] Hovedet)

Gaa ind og lad mig sidde; har Uveiret legt om
mig en Nat eller to, saa er det gjort tænker jeg. –

Sigurd

Sligt kan du ikke tænke paa!

Ørnulf

Undres dig at jeg vil hvile? Mit Dagværk er jo
endt, jeg har høilagt mine Sønner. (hæf-
tigt) Gaa fra mig! Gaa, gaa!

(Han skjuler igjen sit Ansigt)

Sigurd

(sagte til Dagny, som reiser sig)

Lad ham sidde lidt endnu. –

Dagny

Nei, jeg faar friste et Raad til, jeg kjender ham.
(til Ørnulf) Dit Dagværk er endt siger du; det
er det dog ikke. – Høilagt har du dine Sønner, –

Faksimile

men du er jo Skald, det sømmer sig at kvæde til
deres Minde. –

Ørnulf

(hovedrystende)

Kvæde? Nei, nei; igaar kunde jeg det; idag er
jeg for gammel. –

Dagny

Det maa du dog; hæderlige Mænd vare dine
Sønner alle, et Kvæde maa siges om dem, og det
kan Ingen i Ætten uden du. –

Ørnulf

(seer spørgende paa Sigurd)

Kvæde? Hvad tykkes dig Sigurd?

Sigurd

Mig tykkes saa er billigt; du faar gjøre som hun
siger. –

Dagny

Ilde vilde det tykkes dine Grander paa Island
naar Arveøllet skal drikkes over Ørnulfs
Ætlinger og intet Kvad er digtet. – Til at følge
dine Sønner har du Tid nok. –

Ørnulf

Nu ja, jeg vil prøve det; og du Dagny, lyt til,

Faksimile

at du siden kan riste Kvadet paa {H}Kj{ <...> }ævle!

(Mændene nærme sig med Faklerne, saa at der
dannes en Gruppe om ham, han tier lidt og
tænker sig om, derpaa siger han)

Sind, som Sorgen stænger,

Savner Brages Glæde;

Sorgfuld Skjald saa saare

Kvides ved at kvæde. –

Skjaldegu{ <...> } ˹den˺ skjænked

Evne mig at sjunge;

Klinge lad min Klage

For mit Tab, det tunge!

(reiser sig)

Harmfuld Norne hærjed

Haardt mig Verdens Veie, –

Listed Lykken fra mig,

Ødte Ørnulfs Eie. –

Sønner syv til Ørnulf

Blev af Guder givet;

Nu gaar Gubben eensom,

Sønneløs i Livet. –

Faksimile

Sønner syv, saa fagre,

Fostret mellem Sværde,

Værned Vikings hvide

Haar som gjævest Gjærde. –

Nu er Gjærdet jævnet,

Mine Sønner døde,–

Glædeløs staar Gubben,

Og hans Hus staar øde. –

Thorolf, – du min Yngste!

Boldest blandt de Bolde!

Lidet gad jeg klage

Fik jeg dig beholde!

Veen du var, som Vaaren,

Mod din Fader kjærlig, –

Arted dig at ældes

Til en Helt saa herlig.

Ulivssaar usaligt

Værste Vee mon volde,

Har min gamle Bringe

Klemt som mellem Skjolde.

Faksimile

Nidsyg Norne nødig

Nægtet mig sit Eie, –

Dryssed Smertens Rigdom

Over Ørnulfs Veie. –

Vegt er vist mit Værge;

Fik jeg Guders Evne,

En da blev min Idræt:

Nornens Færd at hævne!

En da blev min Gjerning:

Nornens Fald at friste; –

Hun, som røved mig det

Bedste og det Sidste!

Har hun Alt mig røvet?

Nei, det har hun ikke, –

Tidligt fik jo Ørnulf

Suttungs Mjød at drikke!

Mine Sønner tog hun,

Men hun gav min Tunge

Evner til i Kvæder

Faksimile

Ud min Sorg at sjunge!

Paa min Mund hun lagde

Sangens fagre Gave:

Lydt da lad den klinge

Selv ved Sønners Grave!

Hil jer da, I Gjæve!

Hil jer der I ride!

Gudega{ <...> }ven læger

Verdens Vee og Kvide!

(han trækker et dybt { Suk }Aand Aandedrag, stryger Haaret
fra Panden og siger roligt)

See saa; nu er Ørnulf stærk og sund igjen. –
(til Mændene) Kom med til Nadversbordet,
Drenge; vi har havt et tungt Dagværk!

(gaar med Karlene ind i Baadhuset)

2den Scene

Sigurd og Dagny

Dagny

Priset være de Høie i Himlen, som skjænkte

Faksimile

mig saa godt et Raad! (til Sigurd) Vil du
ikke gaa ind?

Sigurd

Nei, jeg har liden Lyst. – Sig mig, ere alle Ting
rede til imorgen?

Dagny

Det ere de; et silkesømmet Liin ligger inde paa
Bænken; men jeg veed forvist at du vil staa
dig mod Gunnar, saa jeg har ei grædt derved. –

Sigurd

Det give alle gode Magter at du aldrig maa
græde for min Skyld. –

(han standser og seer ud)

Dagny

Hvad lytter du paa?

Sigurd

Hører du ikke – der!

(peger tilvenstre)

Dagny

Jo, der gaar som et sælsomt Uveir over Havet!

Sigurd

(idet han gaar lidt op mod Baggrunden)

Hm, der vil nok regne haarde Hagl i det Uveir. –

Faksimile

(raaber) Hvem kommer?

Kaare Bonde

(udenfor tilvenstre)

Kjendte Folk, Sigurd Viking!

3die Scene

De Forrige. Kaare Bonde med en Flok be-
væbnede Mænd fra Venstre. –

Sigurd

Hvor agte I jer hen?

Kaare

Til Gunnar Herses Gaard!

Sigurd

Med Ufred?

Kaare

Ja det kan du lide { <...> }paa! Du hindrede mig
før; men nu tænker jeg det er dig kjært nok!

Sigurd

Kan vel være.

Kaare

Jeg har hørt om din Handel med Gunnar;
men gaar det som jeg vil, saa kommer han
med vege { <...> }Vaaben til Mødet. –

Faksimile

Sigurd

Det er vovsomt Værk du pønser paa; agt dig, Bonde!

Kaare

Lad mig om det; vil du takle dit Skib inat, saa
skal {jeg}vi lyse op for dig! Kom, alle Mand, – see
her gaar Veien!

(de gaa Alle ud til Høire i Baggrunden)

4de Scene

Sigurd og Dagny; derefter Ørnulf og Karlene
fra Baadhuset.

Dagny

Sigurd, Sigurd, den Ufærd maa du hindre!

Sigurd

(gaar ra˹s˺kt hen til Døren og raaber ind)

Op fra Bordet, Ørnulf; tag Hævn over Kaare
Bonde!

Ørnulf

(kommer ud med de Øvrige)

Kaare Bonde – hvor er han?

Sigurd

Han stævner mod Gunnars Gaard for at
brænde Folkene inde!

Faksimile

Ørnulf

Ha, ha, – lad ham det, saa faar jeg Hævn over
Gunnar og Hjørdis med det Samme; siden
vil jeg søge Kaare. –

Sigurd

Nei, det er gavnløst Raad; Kaare maa du søge
inat hvis du vil ramme ham; thi er Udaa-
den øvet, saa stævner han til Fjelds. – Gunnar
har jeg æsket til Holmgang, han er dig vis nok
ifald ikke jeg selv – naa ja, ligegodt, – inat maa
han skjærmes mod sine Uvenner; ilde var det
om slig Ugjerningsmand, som Kaare, tog Hævnen
fra mig!

Ørnulf

Sandt siger du der. Inat vil jeg skjærme
Thorolfs Bane, men imorgen maa han
fældes! –

Sigurd

Han eller jeg, – det kan du lide paa!

Ørnulf

Saa kom da til Hævn for Ørnulfs Æt!

(han gaar med Mændene tilhøire i Baggrunden)

Sigurd

Dagny, følg med, jeg maa blive, thi Rygtet

Faksimile

om Tvekampen er alt paa Vandring mellem
Folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før Tiden
kommer; men du, – styr og raad din Fader,
hæderligt maa han fare frem; i Gunnars
Gaard ere mange Kvinder; ingen Meen maa
voldes Hjørdis eller de Andre. –

Dagny

Ja ja, jeg vil med. Paa Hjørdis tænker du dog;
Tak for det Hjertelag!

Sigurd

Gaa, gaa, – Dagny!

Dagny

Jeg gaar; men for Hjørdis kan vi være trygge;
hun har gyldne Hærklæder i Buret, og værger
sig nok selv.

Sigurd

Det tænker jeg med, men gaa du endda, styr
din Faders Færd, vaag over Alle og – over Gun-
nars Hustru!

Dagny

Lid paa mig. – Vel mødt igjen!

(hun gaar efter de Forrige)

Faksimile

Sigurd

Det er første Gang, Fosterbroder, at jeg staar vaa-
benløs mens du er stedt i Fare. (lytter) Jeg
hører Skrig og Sværdhug, – de ere alt ved
Gaarden. (vil over til Høire, men standser og
viger forbauset tilbage) Hjørdis! Hun
kommer hid!

5te Scene

Sigurd. Hjørdis klædt i kort rød Skarlagens kjortel,
med gyldne Vaabenstykker. Hjelm, Pantser, Arm- og
Beenskinner; Hendes Haar er udslaaet; paa Ryggen
bærer hun et Kogger, og ved Bæltet et lidet Skjold;
i Haanden har hun Buen med Haarsnoren. –

Hjørdis

(kommer fra Høire i Forgrunden, ilsomt og seende
sig tilbage som om hun ængstedes af Noget, der
forfulgte hende; hun gaar tæt hen til Sigurd,
tager ham ved Armen og siger dæmpet)

Sigurd, Sigurd, kan du see den?

Sigurd

Hvem? Hvor?

Hjørdis

Ulven der – lige ved; den rører sig ikke, den seer

Faksimile

paa mig med to røde Øine! Det er min
Fylgje, Sigurd! Tre Gange har den vist sig for mig;
det betyder at jeg visselig skal dø ˹inat˺ snart !

Sigurd

Hjørdis, Hjørdis!

Hjørdis

Der sank den i Jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig. –

Sigurd

Du er syg; kom og gaa ind!

Hjørdis

Nei, her vil jeg vente; jeg har ikke lang Tid igjen!

Sigurd

Hvad er der hændt med {D}dig?

Hjørdis

Hvad der er hændt? Det veed jeg ikke, men sandt
var det du sagde idag, at Gunnar og Dagny
stod mellem os; bort fra dem og fra Livet
maa vi, da kan vi blive sammen!

Sigurd

Vi? Ha, du mener – –

Hjørdis

Jeg blev hjemløs i Verden fra den Dag du tog
en Anden til Viv. – Ilde handlede du dengang!

Faksimile

Alle gode Gaver kan Manden give til sin fuld˹t˺ro Ven, –
Alt, kun ikke den Kvinde han har kjær; thi gjør
han det, da bryder han Nornens lønlige Spind og
to Liv forspildes. – Der er en usvigelig Røst i mig
som siger at jeg blev til for at mit stærke Sind
skulde løfte og bære dig i de tunge Tider, og at du
fødtes, for at jeg i een Mand kunde finde alt
det der tyktes mig stort og ypperligt; thi det
veed jeg, Sigurd, – havde vi To holdt sammen,
da var du bleven navnkundigere og jeg lykkeli-
gere end alle Andre! –

Sigurd

Unyttig er d{i}en Klage nu. – Mener du det er
lysteligt det Liv jeg har ivente? Hver Dag at være
Dagny nær og gjøgle en Elskov som Hjertet klem-
mes ved. – Og dog, det maa saa være; ændres kan
det ikke. –

Hjørdis

Det skal det dog! Ud af Livet vil vi Begge gaa!
Seer du denne Buesnor? Med den rammer
jeg sikkert; thi jeg har galet fagre Gald{ er }rekvad
over den. – (lægger en Piil i Buen, der er spændt)
Hør, hvor det suser høit oppe! Det er de Dødes
Hjemfærd; jeg har hexet dem hid; – i Lag med

Faksimile

dem skal vi følges!

Sigurd

(viger tilbage)

Hjørdis, Hjørdis, – jeg ræddes for dig!

Hjørdis

(uden at agte paa ham)

Ingen Magt kan ændre vor Skjæbne nu! O ja – det
er { som }ogsaa bedre saa, end om du havde fæstet mig
hernede i Livet, end om jeg havde siddet paa
din Gaard for at væve Liin og Uld og føde dig
Afkom, – fy, fy!

Sigurd

Hold op! Din Trolddomskunst har været dig over-
mægtig; den har kastet en Sjælesot paa dig. (for-
færdet) Ha, see, see! Gunnars Gaard˹, –˺ den brænder!

Hjørdis

Lad brænde, la˹d˺ brænde! Skysalen deroppe er bedre
end Gunnars Bjelkestue!

Sigurd

Men Egil, din Søn, – de fælde ham!

Hjørdis

Lad fældes, – saa fældes min Skjændsel med det samme!

Sigurd

Og Gunnar – ha, de tage din Husbonds Liv!

Faksimile

Hjørdis

Det agter jeg ikke! Bedre Husbond skal jeg følge
hjem inat! Ja, Sigurd, saa maa det være; her i
Landet groer ikke Lykk { <...> } ˹en˺ for mig, – den hvide Gud kom-
mer nordover, ham vil jeg ikke stedes til Møde med;
de Gamle ˹deroppe˺ ere ikke stærke som før, de sove, de sidde
halvt som Skygger, – med dem vil vi strides! Ud
af Livet, Sigurd, jeg vil sætte dig paa Himlens Kon-
gestol, og selv vil jeg sidde dig næst! (Uveiret bryder
løs) Hør, hør, der kommer vort Følge! Kan du
see de sorte jagende Heste{.} ˹?˺ En for mig og En for dig. –
(kaster Buen til Kinden og skyder) Saa far da den
sidste Færd!

Sigurd

Vel truffet, Hjørdis!

(han falder)

Hjørdis

(iler hen til ham)

Sigurd, min Husbond, – nu høre vi hinanden til!

Sigurd

Nu mindre end før. – Her skilles vore Veie; thi jeg
er en kristnet Mand. –

Hjørdis

(forfærdet)

Du –! Ha, nei nei!

Sigurd

Den hvide Gud er min; Kong Ædhelstand har

Faksimile

lært mig ham at kjende, – det er til ham jeg
nu gaar. –

Hjørdis

(i Fortvivlelse)

Og jeg –! (slipper Buen) Vee, Vee!

Sigurd

Tungt var mit Liv fra den Stund jeg tog dig ud
af mit eget Hjerte og gav dig til Gunnar. Tak,
Hjørdis, – nu er jeg saa let og fri. –

(døer)

Hjørdis

(stille)

Død! Saa har jeg visselig forspildt min Sjæl! (Uvei-
ret voxer; hun udbryder vildt) De komme! Jeg
har galdret dem hid! Men nei, nei, – jeg følger
jer ikke, jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjæl-
per ikke, – de see mig, de lee og vinke, de spore
sine Heste! (iler ud paa Fjeldkanten i Baggrunden)
Der ere de over mig – og intet Ly, intet Skjul! –
Jo, paa Havets Bund kanhænde!

(hun styrter sig ud)

6te Scene

Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Si-
gurds og Ørnulfs Mænd komme efterhaanden
ind fra Høire. –

Faksimile

Ørnulf

(vendt mod Gravhougen)

Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligge I ikke!

Dagny

(kommer)

Fader, Fader, – Skrækken dræber mig; – al den blodi-
ge Færd – og Uveiret – hør, hør!

Gunnar

(med Egil paa Armen)

Giv Fred og Ly for mit Barn!

Ørnulf

Gunnar Herse!

Gunnar

Ja Ørnulf, min Gaard er jo brændt og mine
Svende faldne; jeg er i din Vold, gjør som dig tykkes!

Ørnulf

Det staar til Sigurd. – Men ind under Tag; det er
utrygt herude!

Dagny

Ja, ind, ind! – (gaar henimod Baadhuset, faar
Øie paa Liget og udstøder et Skrig) Sigurd, min
Husbond; – de har dræbt ham!

(kaster sig ned ved ham)

Faksimile

Ørnulf

(iler til)

Sigurd!

Gunnar

(sætter Egil ned)

Sigurd dræbt!

Dagny

(seer fortvivlet paa Mændene der staa om den Døde)

Nei, nei! det er ikke saa, – han maa være ilive
endnu! (bemærker Buen) Ha, hvad er det!

(reiser sig)

Ørnulf

Datter, det er nok som du først sagde, – Sigurd er fældet. –

Gunnar

(som greben af en pludselig Tanke)

Og Hjørdis –! Har Hjørdis været her?

Dagny

(sagte og med Fatning)

Jeg veed ikke; men det veed jeg; at hendes Bue
har været her. –

Gunnar

Ja, jeg tænkte det nok!

Dagny

Ti, ti! (for sig selv) Saa bittert har hun da hadet ham!

Faksimile

Gunnar

(sagte)

Fældet ham – Natten før Holmgangen; saa har
hun endda elsket mig.

(Alle fare ˹forfærdede˺ forskrækkede sammen; Aasgaardsreiden
suser gjennem Luften)

Egil

(med Skræk)

Fader! See see!

Gunnar

Hvad er det!

Egil

Deroppe – alle de sorte Heste!

Gunnar

Det er Skyerne, som – –

Ørnulf

Nei, det er de Dødes Hjemfærd!

Egil

(med et Skrig)

Moder er med dem!

Dagny

Alle hellige Magter!

Gunnar

Barn, hvad siger du!

Faksimile

Egil

Der, – foran – paa den sorte Hest! Fader, Fader!

(Egil klynger sig forfærdet op til Faderen; kort Pause;
Uveiret drager forbi, Skyerne skilles, Maanen skinner
fredeligt ud over Landskabet)

Gunnar

(stille og smærteligt)

Nu er Hjørdis visselig død!

Ørnulf

Det er vel saa, Gunnar, – og paa hende havde jeg
mere at hævne end paa dig. – Dyrt blev Mødet for os
Begge; – der er min Haand; Fred og Forsoning!

Gunnar

Tak, Ørnulf! Og nu tilskibs, jeg farer med til
Island!

Ørnulf

Ja, til Island, og sent vil vor Hærfærd glemmes:

Høit om Heltefærd og stærke

Kjæmpens Leg paa norske Strande

Skal til sildigst Æt { pa } ˹fr˺ a Island

Sjunges over Nordens Lande!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: